Pladsmangel i daginstitutioner hæmmer børns leg

Danske børn har langt mindre plads at lege på i daginstitutionen end børn i vores nabolande. Det er synd for børnene, siger professor.
10. maj 2016
Færre kvadratmeter end i et gennemsnitligt legehus. Så lidt plads har børn i mange danske daginstitutioner at boltre sig på, viser en ny undersøgelse, som Bureau 2000 har lavet for FOA.
I hver tredje af de daginstitutioner, hvor lederen har kunnet svare på spørgsmålet, viser det sig, at der kun er to kvadratmeter eller mindre frit gulvareal pr. barn. Det begrænser børnenes mulighed for at lege og mindsker mulighederne for at dele børnene op i mindre grupper.
Læs også: Få kvadratmeter: Sådan skaber vi plads til børnenes leg
Synd for børneneDet er synd, både for børnene og personalet, siger professor ved Aarhus Universitet Charlotte Ringsmose.
”De ansatte kommer i højere grad til at tysse på og irettesætte de børn, der har brug for at udfolde sig fysisk. Børn lærer jo gennem kroppen, så det er ikke dem, der er noget i vejen med. Det er rammerne,” siger hun.
Mere plads i nabolande
I Danmark er myndighedskravet til nybyggeri på mindst to kvadratmeter pr. barn i børnehaver og tre i vuggestuer. Det er mindre plads end i Sverige, hvor der anbefales et areal på 7,5-9,5 kvadratmeter pr. barn og i Norge, hvor vuggestue- og børnehavebørn i gennemsnit har 5,5 kvadratmeter legeareal.
Formanden for Pædagogisk Sektor i FOA, Mogens Bech Madsen, beklager, at danske børnehavebørn har så lidt plads. Han opfordrer kommunerne til at benytte sig af, at der ifølge tal fra Danmarks Statistik kommer færre børnehavebørn i de kommende år.
”I stedet for at fylde op med vuggestuebørn i børnehaverne bør kommunerne udnytte muligheden for at give børnene mere plads,” siger han.