Bortvist efter handicappet borgers druknedød
Et medlem af FOA risikerer at blive sigtet for uagtsomt manddrab efter en tragisk ulykke på et bosted for handicappede i Brønderslev.
Af
Ulla Gunge
13. april 2016
To medarbejdere på et bosted for handicappede i Brønderslev Kommune er blevet bortvist og risikerer nu at blive sigtet for et uagtsomt manddrab.
Fredag den 18. marts omkom en af beboerne på deres vagt, da de to ansatte efterlod den 40-årige i et spa-bad uden opsyn. Beboeren blev efterfølgende fundet livløs i badet, og trods genoplivningsforsøg stod mandens liv ikke til at redde.
Fulgte ikke instruktion
Den ene af de to ansatte er omsorgs- og pædagogmedhjælper og medlem af FOA. Nu tilbyder lokalafdelingen FOA Vendsyssel medlemmet advokatbistand. Det fortæller afdelingsformand, Birger Thomsen.
”Hun er jo utroligt ked af det, der er sket. Manden havde brug for hjælp til stort set alt. Han var rigtig glad for at komme i spa-bad, og det hjalp ham i forhold til hans motorik. Der lå en klar instruktion for, hvordan man skulle gøre, når denne borger skulle i bad. Men der er sket en fejl. Man har ikke fulgt instruktionen. Det er dybt beklageligt,” siger Birger Thomsen.
FOA-medlemmet var gennem godt et årti ansat i et fast vikarkorps, som rykkede ud til forskellige dele af institutionen ved sygdom og ferie blandt de faste medarbejdere og havde altså rig erfaring inden for sit felt.
Spørgsmål om ressourcer
Lige nu undersøger Socialtilsyn Nord de konkrete omstændigheder i sagen. I mellemtiden rejser ulykken en række afgørende spørgsmål, som handler om ressourcerne på bostedet, mener Birger Thomsen:
”Er der nok personale på en institution med borgere med handicap af den kaliber? Var dette her sket, hvis der havde været mere personale? Når der er to medarbejdere til fem-seks borgere, og man skal følge instruktioner, som betyder, man skal gå fra, hvordan sikrer man sig så, at der er personale til at tage hånd om de andre beboere på stedet?”
På bostedet, som Birger Thomsen ikke ønsker at oplyse navnet på, undersøger man nu, hvordan man sikrer sig, at instruktionerne fremover bliver fulgt til punkt og prikke.