Lær børnene om mad med puslespil

Dagplejer Pia Velling anvender puslespillet som ny pædagogisk metode. Robert Attermann

Et æg er ikke bare et æg. Dagplejer Pia Velling bruger nyt madpuslespil til at lære børn, hvor maden kommer fra.

07. april 2016

Madpuslespillet handler om dannelse, siger du. Hvordan?

”Vi kan alle sammen vise et billede af et kornstrå, en banan eller et æg. Det særlige ved madpuslespillet er, at hvert større billede består af tre mindre billeder, der passer sammen: Et æg, en høne og et spejlæg. På den måde lærer børnene, at de æg, de spiser, ikke kommer fra supermarkedets køledisk, men fra en høne. Det er dannelse for mig,” siger dagplejer Pia Velling.

Og spillet giver gode, lange snakke. Hvordan?

”Ja! Fordi spillet også er sjovt, kan børnene holde fokus i længere tid. Det har for eksempel givet gode snakke om, at en tomat jo både kan spises hel og moses eller hakkes, og at en banan skal være gul for at være moden. Med de større børn har vi talt om, at et æg både kan forblive et æg eller blive til en lille kylling,” lyder det fra dagplejeren.

Spillet er fra tre år og op. Du bruger det tidligere. Hvorfor?

”Der er meget læring for de etårige i at betragte de større børn spille. Dét, de observerer, lagrer sig, og ved fælles hjælp kan de lige pludselig selv en dag,” siger Pia Velling.

Hvad vil du bruge spillet til i fremtiden?

”Når det bliver varmere, og kornet begynder at vokse på markerne, vil det være oplagt at cykle en tur for at plukke strå, kværne det derhjemme, se det blive til mel og bage et brød, som vi kan spise. Jeg ser muligheder for at udvide spillet på den måde,” siger hun.