Finder du dig i sex-chikane?

Tænk over, hvordan dit arbejde kan organiseres, så risikoen for sexchikane bliver mindst mulig, lyder et af rådene fra Arbejdstilsynet. POLFOTO/David Høgsholt/Arkiv

Uønskede seksuelle tilnærmelser er udbredte på jobbet, viser undersøgelse blandt FOAs medlemmer. Oftest står patienter og pårørende bag.

07. april 2016

En hot sekretær i stram nederdel, der får klap i numsen af sin magtfulde kontorchef. Sådan ser det ofte fortegnede billede af sexchikane på jobbet ud. Men billedet ligner langt fra den sexchikane, som i virkeligheden udspiller sig for FOAs medlemmer, når de går på arbejde.

Af dem har hver 10. været udsat for sexchikane inden for det seneste år, og i langt de fleste tilfælde, nemlig 9 ud af 10, er det borgere, patienter og pårørende, der står bag forulempelsen. Det viser de nyeste tal for oplevet sexchikane blandt FOA-medlemmer.

“Det er klart for mange,” siger Charlotte Bredal, arbejdsmiljøkonsulent i FOA.

“De udsættes for alt fra nedsættende bemærkninger til borgere, der sidder og onanerer foran dem. Eller de bliver nevet og klappet, eller udsat for overfald, der er tæt på at være voldtægtsforsøg. Så du har hele spændvidden.”

Særligt yngre og ansatte inden for social- og sundhedssektoren er hyppige ofre for sexchikane. Værst er det for ansatte på psykiatri, special- og ældreområdet, hvor op mod 18 procent har været ramt af sexchikane.

Grænseoverskridende grundpræmis

En af dem, der har haft den kedelige erfaring, er den 31-årige sosu-assistent Henriette Petersen. 

“Det kunne være en mand, der syntes, at jeg skulle delagtiggøres i en erektion, han lige havde haft, mens jeg skulle hjælpe ham op af sengen. Eller at blive klædt af med øjnene. Eller at få kommentaren “Hold kæft, du har en god røv!”. I den dur,” siger hun.

Problemet var langt størst, da hun trådte ind på arbejdsmarkedet som 19-årig og kørte hos mange forskellige borgere på forskellige tidspunkter af døgnet. 

“Jeg talte bare med mit team om det. Vi blev enige om, at vi skulle undgå at sende unge piger derud. Det var ikke noget, jeg talte med lederne om,” siger Henriette Petersen.

De udsættes for alt fra nedsættende bemærkninger til borgere, der sidder og onanerer foran dem. Eller de bliver nevet og klappet og udsat for overfald, der er tæt på at være voldtægtsforsøg.

Charlotte Bredal, arbejdsmiljøkonsulent, FOA

I dag kommer hun fast hos de samme borgere, som hun oplever en anden relation til. Derfor udsættes hun ikke på samme måde som tidligere for chikane. En enkelt borger er dog fortsat lidt for kærlig efter hendes smag og vil gerne kysse-kramme.
 
“Det er mega grænseoverskridende. Men det er, hvad der sker, når man har med mennesker at gøre,” siger Henriette Petersen.
 

Skam og arbejdslede

Charlotte Bredals indtryk er, at mange FOA-medlemmer på samme vis accepterer det som en præmis, at man kan blive udsat for sexchikane, fordi man har at gøre med syge eller demente. Derfor tager de det ofte heller ikke op med ledelsen. Men hvis man bare forsøger at ignorere det, er det skidt. 
 
“Så tager man ikke sin faglige opgave på sig. Det kan jo være, at man skulle skaffe seksuel rådgivning til den person,” siger hun.
 
Samtidig kan den ansatte opbygge en følelse af skyld og skam, som kan ødelægge selvværdet, føre til depression og endda føre til så stor arbejdslede, at man ryger ud af faget, hvis ikke man tager sexchikanen alvorligt og involverer sin leder. Uanset, om en borger, pårørende eller kollega, der står bag.
 
“Man bliver jo ked af at gå på arbejde, man har det skidt, man begynder måske at bytte vagter for at slippe for at være på vagt med en bestemt kollega,” siger Charlotte Bredal, der anbefaler enhver arbejdsplads at udarbejde retningslinjer for forebyggelse og håndtering af sexchikane.