Dementes udflugter kan være livsfarlige
Syv ud af ti ansatte i ældreplejen har oplevet, at en dement borger er forsvundet inden for det seneste år. Ofte er borgernes liv i fare.
17. marts 2016
Det kan have fatale konsekvenser, når en dement borger forsvinder fra sit hjem.
Det viser FOAs seneste medlemsundersøgelse blandt ansatte i ældreplejen.
Omkring 70 procent svarer, at de inden for det seneste år har oplevet, at en dement er vandret væk uden at kunne finde hjem. Og ud af denne gruppe svarer knap hver femte, at situationen har været livstruende for borgeren.
Dødeligt udfald
Enkelte svarer, at de inden for det seneste år har oplevet, at en borger har mistet livet efter at have været forsvundet.
Selv om undersøgelsen ikke siger noget om, hvorvidt der er tale om ansatte på samme arbejdsplads og dermed samme borger, så er tallet alligevel foruroligende højt, mener formanden for FOAs Social- og Sundhedssektor Karen Stæhr.
“Resultaterne siger noget om, at ressourcerne ikke er fulgt med det stigende antal demente danskere. Der mangler personale, men også viden og tid til at udøve sin faglighed. Det er blandt andet det, vi arbejder for som en del af Demensalliancen,” siger Karen Stæhr til Fagbladet FOA.
Læs også: Sosu'er nu bedre rustet til at forstå demente
KL: Løsningen er teknologi og viden
I undersøgelsen peger én ud af tre ansatte på, at der ikke er tilstrækkelige tiltag for at forhindre dørsøgende demente i at forlade deres hjem og fare vild. Halvdelen vurderer, at det skyldes for få hænder, mens hver tredje mener, det skyldes manglende teknologi.
KL afviser, at flere hænder løser problemet.
“Jeg kan godt forstå, at personalet har det svært, når demente borgere vandrer. Men løsningen er ikke at mandsopdække personen med mere personale, men derimod at sikre teknologiske tiltag og mere viden om demens,” siger chefkonsulent i KL Karen Marie Myrndorff.
Læs også: Seks kommuner viser vejen for demente