Flere går glip af farvelfest
Flere oplever, at der ikke sættes pris på deres årelange arbejdsindsats, når de siger farvel til arbejdslivet.
11. marts 2016
Det har vakt heftig debat på Facebook, at Annette Lindhardt selv måtte stå for sin farvelfest, da hun for nylig gik på pension efter 45 år som social- og sundhedshjælper i Københavns Kommune. Men det er langtfra kun i landets største kommune, at den slags hænder.
På FOAs facebookside fortæller flere, hvordan de på samme måde har følt sig ’glemt’ på deres sidste arbejdsdag. Heriblandt Elisa Hansen, som efter 43 års tro tjeneste som sygehjælper i Bornholms Kommune, gik på pension sidste efterår.
”På sidste arbejdsdag var der ingenting udover en tom følelse. Det fik mig til at tænke 'nå ja, vi er ikke mere værd'. Men jeg ved jo, at jeg har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne,” siger den nu pensionerede sygehjælper til Fagbladet FOA.
Håbede på blomster
”På de ’højere-hatte-kontorer’ er der masser af tid til både blomster og farvel. Det havde været en stor anerkendelse for mig, hvis en af mine ledere havde givet mig en buket blomster. Så havde jeg tænkt 'hallo fru Hansen, du har gjort det godt.' Men det skete ikke,” siger Elisa Hansen.
Heldigvis blev hendes afsked alligevel ”helt fantastisk”, fortæller hun. Kollegerne tog hende ud at spise, og det blev også til en grillfest i haven, hvor kollegerne troppede og fejrede hendes otium.
I Bornholms Kommune mener ældrechef Birgit Mortensen, at der må være tale om en fejl, som hun beklager. I en mail til Fagbladet FOA skriver hun, at det er nedskrevet og aftalt, hvordan medarbejdere anerkendes, når de går på efterløn eller pension. Det sker med et lille arrangement, hvor medarbejderen typisk modtager en gave eller en buket.
”Jeg vil tilføje, at en medarbejder efter 43 års ansættelse selvfølgelig fortjener anerkendelse – og jeg vil meget gerne tale med medarbejderen om, hvordan omstændighederne ved hendes fratræden har været,” skriver Birgit Mortensen.
På sidste arbejdsdag var der ingenting udover en tom følelse. Det fik mig til at tænke 'nå ja, vi er ikke mere værd'. Men jeg ved jo, at jeg har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne
Elisa Hansen, pensioneret sygehjælper
Anderledes andre steder
Alice Pedersen fortæller på Facebook, at noget lignende skete i Helsinge, da hendes kollega gik på efterløn. ”Hun fik ikke så meget som en blomst,” skriver hun, mens Lotte Falsing skriver:
”Har kørt over hele Vestsjælland som sosu-hjælper, og oplevet dette før i andre kommuner. (...) Sosu-hjælperen måtte selv sørge for, arrangere og betale gildet, og de, der kom, måtte bruge deres frokost.”
På andre arbejdspladser er der imidlertid plads til farvelfester – også for personalet ’på gulvet’.
”Da jeg gik på efterløn som SSH (social- og sundhedshjælper, red.) spurgte min leder, om jeg ville have en afskedsreception, hvilket jeg ikke ønskede, men min kollega, som stoppede på samme tid, fik en, så det gør man altså nogen steder,” skriver Ingrid Agger på FOAs facebookside.