Vuggestueleder: Vores dna er min ledetråd
Den højere mening med dagligdagens opgaver er blevet omdrejningspunkt for vuggestueleder Trine Hermansens ledelse. Det gavner både ansatte og børn.
17. marts 2016
Hvad er meningen? Svaret på det spørgsmål har vuggestueleder Trine Hermansen gjort til fundament for sin ledelse. Og svaret har alle hendes medarbejdere været med til at levere.
Deres gyldne øjeblikke – oplevelser med børnene i dagligdagen, som har været særligt meningsfulde for dem – udgør nemlig bagtæppet for det, vuggestuen Charlottehaven kalder sit ‘dna’: Tre sætninger, der udtrykker essensen af det, vuggestuen kan tilbyde. Én af dem lyder for eksempel: ‘Vi er nysgerrige på det enkelte barns spor og villige til at tilpasse vores pædagogiske praksis.’
“Vores dna er et produkt af arbejdet med at finde den højere mening med det, vi laver. Dna’en står i glas og ramme på alle stuerne, så vi husker den i vores pædagogik, i vores planlægning, og når vi kikker tilbage på det, vi har gjort. Vi bruger den også i MUS- og ansættelsessamtaler, ” siger Trine Hermansen.
Alle medarbejdere inddrages
Trine Hermansen finder det særlig værdifuldt, at alle medarbejdere, uanset uddannelse eller erfaring, har været med til at udvikle det grundlag, der nu er styrende for alt, hvad der sker i institutionen. Og hun har nydt indimellem at sidde på sidelinjen og bare lytte, i stedet for altid at skulle være den med taktstokken.
“Jeg har fået øje på, hvor det er, at medarbejderne bliver høje. Og at det netop er dér, at deres engagement og kompetencer ligger. Så det skal vi bare have mere af.”
Beskrivelsen af Charlottehavens dna har været en del af et netop afsluttet projekt, hvor ‘MeningsMetoden’ eller ‘Ledelse med mening’ er blevet afprøvet.
“Meningsmetoden tager afsæt i noget, man er faglig stolt af, og sætter lys på det, der fungerer godt. Det giver klare opgaver og klare mål, og ikke mindst bud på, hvordan de kan nås,” forklarer Trine Hermansen.
Mere arbejdsglæde
Hun mener, at metoden passer som fod i hose til hendes lederstil, og at den har styrket hendes måde at være leder på.
“Jeg har helt sikkert fået nogle nye redskaber til ledelse og samtidig et skub ind i hverdagens praksis, der har givet mig et stærkere blik for, hvad der er gang i. Det betyder også, at de samtaler, jeg har med medarbejderne, er blevet meget mere konkrete.”
MeningsMetoden har også gavnet arbejdsmiljøet, fordi den indebærer respekt for, at alle har noget at bidrage med. Og fordi alle nu ved, hvad arbejdet helt grundlæggende handler om, mener Trine Hermansen.
“Arbejdsglæden er øget, fordi vi har klart fokus på, hvad det allervigtigste er for et lille vuggestuebarn. Og det er ikke travle voksenben, der løber forbi. Men tværtimod at man er, hvor man er, og har tid.”