Sosu'er nu bedre rustet til at forstå demente

På Plejecenter Skovhuset holder de dagligt møde om de enkelte beboere. Her står sosu-assistent Tabita Frederiksen (th.) sammen med sine to kollegaer. Jørgen True

Plejecenter Skovhuset i Hillerød uddanner personalet i teorien bag demens, nænsom nødværge og smertebehandling. Det skaber tryghed og rolige beboere.

05. februar 2016

Det er tidlig morgen på Plejecenter Skovhuset i Hillerød. I demensafsnittets fællesrum mader en af de ansatte en gråhåret beboer. To andre sidder tilbagelænede i den brune lædersofa og snakker med områdelederen, som i dag har taget sin brunplettede hund med på arbejde. Den mest klappede hund i Nordsjælland, må det være denne dag.

Hunden er et af de værktøjer som plejecentret bruger i plejen af demente. Et andet tiltag er et internt demenskursus for Skovhusets plejepersonale.

Tabita Frederiksen er sosu-assistent i plejecentret og har deltaget i kurset. Det har givet hende en bedre forståelse for, hvorfor beboerne reagerer, som de gør.

”Vi har haft beboere, der har været aggressive, og hvor det så har vist sig, at det skyldes smerter. Jeg føler mig bedre rustet til at se beboeren i en større helhed og forstå deres adfærd,” siger Tabita Frederiksen. 

Grunduddannelse i demens

På det tre dages lange demenskursus bliver plejepersonalet undervist i både den teoretiske viden bag demens, og hvordan de håndterer det i praksis. De lærer blandt andet, hvilke former for demens der er, smertebehandling, og hvordan man bruger nænsom nødværge til at håndtere udad reagerende beboere.

Tabita Frederiksen oplever, at hun får mere overskud i sit arbejde, når hun kan koble teorien sammen med de udfordringer, hun støder på i hverdagens pleje.

”Jeg kan bedre rumme beboerne, når jeg selv er godt rustet. Det giver en stor tryghed i mit arbejde. Samtidig smitter det af på beboerne, som bliver mere rolige,” siger Tabita Frederiksen.

Vi har haft beboere, der har været aggressive, og hvor det så har vist sig, at det skyldes smerter. Jeg føler mig bedre rustet til at se beboeren i en større helhed og forstå deres adfærd.

Tabita Frederiksen, sosu-assistent

Skræddersyet kursus

Hillerød Kommune er én af seks kommuner, der i fællesskab har skabt Danmarks første demensvenlige kommuner. Derfor tilbyder kommunen blandt andet at uddanne plejepersonalet i kommunen. 

Læs også: Cookies på fagbladetfoa.dk

Hos Skovhuset har de valgt selv at skræddersy et internt kursus for deres personale. En af underviserne er Lone Thomsen, der er demenskoordinator og områdeleder i Skovhuset. 

”Vores udgangspunkt er, at mennesket er i centrum. Vi ser på, hvordan vi kan støtte op om den demente beboer for at kunne mestre livet bedst muligt, og hvilke særlige hjælpemidler vi har netop her i centret,” siger Lone Thomsen.

Øjenåbner for personalet

Som et led i plejen samles personalet hver dag klokken 11 foran det store fladskærms tv i kontoret. Her gennemgår de afdelingens beboere og vurderer deres tilstand.

”Vi tænker nu i flere mulige løsninger. Vi diskuterer, om der er andre personer, vi skal have med ind over, eller om vi måske skal have fat på vores robotsæl Paro for at pleje beboeren bedst muligt,” siger Tabita Frederiksen.

Tilbage i Skovhusets fællesrum foregår tingene i det samme rolige tempo som tidligere. Gråhårede toppe bevæger sig langsomt fra spisebordet til de grønblomstrede stole, mens den brunplettede hund lystigt logrer videre omkring deres ben.