4 trin til en bedre søvn
Fire enkle yoga-øvelser før sengetid kan hjælpe dig til at undgå tankemylder. I videoklippet guider yogalærer Mie Fabricius dig igennem trinene.
Af
Karen Greve
04. februar 2016
Myoser i skuldrene. Øm ryk efter en lang arbejdsdag. Uro i kroppen.
Årsagerne til en dårlig nattesøvn kan være mange. Men én ting er sikkert: Det kan kaste en lang, sort skygge over din arbejdsdag, hvis du sover dårligt i en periode.
Derfor får du her fire øvelser, der forhåbentlig kan hjælpe dig med at komme ned i kroppen inden sengetid og sende dig godt på vej til drømmeland.
-
1
Barnets stilling
Sæt dig på knæ og læg dig herefter med maven hen over dine ben, med numsen mod dine hæle, panden i underlaget og armene ned langs siden. Slap af og få en fornemmelse af, at din vejrtrækning kører op og ned langs rygsøjlen. Øvelsen strækker din lænd og ryg.Hold stillingen i tre-fem minutter. -
2
Universalt stræk
Læg dig på ryggen og bøj benene. Lad begge ben krydse langsomt ud til venstre side, mens du beholder skuldrene i underlaget. Drej hovedet efter din højre arm. Skift herefter og sving benene ud til højre side og kig efter venstre arm. Til slut tager du fat om dine underben og trækker dem op over maven, mens du holder om knæene. Øvelsen strækker dine hofter og din lænd. Hold stillingen i tre-fem minutter i hver side. -
3
Sommerfugl
Læg dig på ryggen med bøjede ben. Læg fodsålerne mod hinanden og lad dine knæ pege ud til hver side, så dine ben ligner en sommerfugls vinger. Hvis du får ondt i knæene, kan du lægge et tæppe under hvert knæ. Øvelsen strækker dine inderlår og din lyske.Hold stillingen tre minutter. -
4
Benene op
Læg dig på ryggen med numsen helt ind til en væg. Smid benene op af væggen og lad armene hvile langs kroppen. Træk vejret roligt og slap af i hele kroppen. Øvelsen beroliger dit nervesystem.Hold stillingen fem minutter.