”Vi føler, at Susanne er en del af vores familie”
Hos dagplejer Susanne Kristiansen er der skabt en helt særlig form for tillid.
29. januar 2016
Seks måneder var Kim, da han første gang satte sine små ben hos dagplejer Susanne Kristiansen i Hørve i Odsherred Kommune.
Kims mor var med den første uge i dagplejen. Hun viste blandt andet Susanne, hvordan han var vant til at få sin grød.
“Jeg syntes jo, at den var lidt for tynd, men jeg gjorde, som Naomi (Kims mor, red.) plejede. Det vigtigste var at gøre hende tryg og vise, at jeg lyttede til det, hun kom med. Når tilliden er der, så kommer resten nærmest af sig selv,” siger Susanne Kristiansen.
Det er Kims forældre enige i. Nu, hvor han er fyldt to år, færdes ikke bare han, men også Kims forældre hjemmevant hos Susanne. Her kan de spørge om alt. Da Naomi fandt ud af, at Kim var glad for Susannes boller, bad hun om råd og fik straks tilbudt et bagekursus af Susanne i en middagspause.
“Nu elsker hele familien boller,” griner Kims far Patrick, der får en kop kaffe i Susannes køkken.
Hos Susanne kan man græde
Efter en tid med fagter, billeder og engelske ord foregår samtalerne nu på dansk. Ved arrangementer og lignende sørger Susanne altid for at give besked i god tid på skrift. Det kan for eksempel være om et julearrangement i kirken, for så kan Naomi og Patrick selv afgøre, om de vil holde Kim hjemme den dag.
“Vi føler, at Susanne er en del af vores familie. Her er man tryg,” siger Patrick.