Lola Jensen hylder dagplejen på Facebook

Familierådgiver Lola Jensen opfordrer politikerne til at passe godt på den kommunale dagpleje.
27. januar 2016
Antallet af kommunale dagplejere er halveret gennem de seneste otte år, viser en ny opgørelse fra FOA.
Den nyhed har fået Lola Jensen, der blandt andet er kendt som familievejlederen fra TV2s Go’ Morgen Danmark, til at reagere.
I et opslag på Facebook, der har fået mere end 16.000 likes, skriver hun blandt andet:
”Jeg vil gerne hylde de sidste dagplejere, der er tilbage, og opfordre politikerne til at passe godt på dem, da dagplejemiljøet kan noget særligt for nogle af de mindste.
Et stigende antal børn oplever hverdagen som lidt for udfordrende, og for disse børn er det lille beskyttede hjemlige miljø, som dagplejen kan tilbyde, med den samme voksne, færre børn i samme rum og kun få forældre ud og ind af døren hver dag, en lise for de følsomme børns sjæl, et helle, en struktureret tryg forudsigelighed, hvilket øger deres energier og frigiver energier til at suge hverdagens mulige inspiration til sig.
Jeg giver også dagplejerne al min respekt i forhold til fire til fem flyverdragter, vanter, huer, støvler, bleer mm., og alligevel klæder de dagligt hele flokken på for en tur i skoven, til stranden, ud i sneen, i legestue, til rytmik, i ZOO mm. Ja selv 20 km med bus og retur igen for at se på toge. "Der skal jo lidt ekstra udfordringer til af hensyn til de større børn" sagde hun. Jeg er imponeret...
(…)
Så til dig, der møder en kommunalpolitiker i din hverdag, sig lige fra mig, at der skal passes godt på dette unikke dagplejetilbud af hensyn til en bestemt gruppe børn, som nemmere kan opnå en positiv udvikling i det lille miljø. Derfor sig lige til kommunalpolitikerne fra mig, at de endelig ikke må fyre flere. Bedste hilsner fra Lola.”
Se opslaget på Facebook
Læs også: Dagplejen topper i tilfredshed, men får alligevel kniven