Kurser om flygtningebørn hitter

Gitte Skov

Uddannelser og organisationer kan dårligt følge med, når pædagogisk personale i stigende grad efterspørger viden om flygtningebørn.

29. januar 2016

Temadage, foredrag og kurser om, hvordan man bedst håndterer flygtningebørn pædagogisk er blevet så populære, at både Røde Kors, Dansk Flygtningehjælp og Professionshøjskolen UCC har måttet skrue op for indsatsen på området.

Rejser landet rundt

”Vi får helt utrolig mange henvendelser fra daginstitutioner og kommuner, der søger efteruddannelse, temamøder og viden. Vi rejser land og rige rundt for at efterkomme efterspørgslen,” siger leder af Center for Udsatte Flygtninge i Dansk Flygtningehjælp Mette Blauenfeldt.

Hos Røde Kors kan de dårligt følge med.

”Vi er i gang med at opjustere meget på det her område for at kunne efterkomme efterspørgslen. Mange institutioner, skoler og kommuner er interesserede i at få mere fagkundskab om flygtningebørnene,” siger Henrik Bang Pedersen, der er ansvarlig for den pædagogiske indsats i Røde Kors’ børnehaver, børneskoler og fritidstilbud.

Syriske børn stiller nye krav

Hos professionshøjskolen UCC oplever de især en øget interesse fra skoleverdenen.

Selv på skoler, der er vant til at få børn i modtagerklasser, oplever de, at de nu får børn, fra eksempelvis Syrien, hvis oplevelser og baggrund stiller nye krav til personalet, siger lektor ved professionshøjskolen UCC, Charlotte Bie, der underviser i at arbejde med traumatiserede flygtninge.