Stjerner på brandmænd - sådan

Ny vejledning fortæller, hvem der skal have hvilke gradstegn i de kommunale beredskaber.
Af
Jørgen Wedel
14. januar 2016
Opdateret 15. januar 2016.
”I guder !!! - der må da være vigtigere ting for beredskaberne i denne tid, end antal og størrelse af stjernerne på skulderen.”
Sådan lyder et indlæg på Facebook-siden fra Danske Beredskaber, der er forening for lederne af de kommunale beredskaber.
"Den nye beredskabsstruktur havde været en fin anledning til at gøre op med et - efter min mening - noget gammeldags og outdatet setup med stjerner og gradstegn på skulderen. Vi er kommunale virksomheder på lige fod med bl.a. forsyningsvirksomhederne,” lyder et andet indlæg.
Store stjerner til store stillinger
Indlæggene udspringer af en ny vejledning fra Danske Beredskaber om såkaldte gradstegn. Det er de stjerner, som de enkelte stillingskategorier har på skulderen af deres uniform og de ”egeløv”, som de øverst rangerende har på deres kasketter.
Stjernerne findes i tre størrelser og i antal af een til tre. Jo højere stilling, jo større stjerne og jo flere af dem. Øverst rangerer direktøren for den statslige Beredskabsstyrelse, som har tre af de største stjerner og ”egeløv” på kasketten.
Lederne af de kommunale beredskaber har to af de største stjerner og ”egeløv”, mens en beredskabsassistent har en af de mindste stjerner og ikke noget ”egeløv”.
Mulighed for indentifikation
Den nye vejledning er kommet i stand, fordi 90 tidligere beredskaber fra nytår er slået sammen til 24. Det har givet behov for at justere de kriterier, som gradstegnene tildeles efter.
Danske Beredskabers sekretariatschef Bjarne Nigaard lægger ikke skjul på, at der er forskellige holdninger til gradstegn i foreningen.
”Vi har medlemmer, der synes, at tiden er løbet fra det her, og det er tænkeligt, at systemet forsvinder om nogle år. Men lige nu er holdningen altså, at gradstegn giver en mulighed for identifikation, som man gerne vil bevare indtil videre,” siger han til Fagbladet FOA.
Være med i debat
Gradstegnene har ingen praktisk betydning, når beredskaberne er i aktion på et skadested. Her er det farven på hjelme og jakker, der viser, hvem der leder hvad under arbejdet.
På Facebook-gruppen for Teknik- og servicesektoren i FOA kan du deltage i en debat om, hvorvidt det er gammeldags eller helt i orden med disse gradstegn. Hvis du ikke er medlem af gruppen, skal du melde dig ind i den først.