Henrik vil kæmpe for din pension

Flere af kandidaterne til PenSams forbrugergrupper er optaget af, at pensionsselskabet ikke investerer i kritisable firmaer. Aktuel sag har sat fokus på problemet.
08. januar 2016
Lige nu er der valg til PenSams fem forbrugergrupper. Henrik Dahlberg Jensen stiller op for første gang.
Hvis han bliver valgt, vil han blandt andet arbejde for, at FOA-medlemmernes pension ikke bliver investeret i firmaer, der eksempelvis benytter børnearbejdere, producerer våben eller kemikalier.
”Jeg har altid interesseret mig meget for min pension, og hvor den bliver placeret. Som regionsansat kan vi jo ikke selv bestemme, hvilket selskab pensionen skal være i. Derfor synes jeg, at det er endnu vigtigere, at man gør, hvad man kan for at få indflydelse på, hvad der sker med den,” siger 58-årige Henrik Dahlberg Jensen, der er hospitalsmedhjælper på Gentofte Hospital.
Vigtigt med etiske retningslinjer
FOAs formand, Dennis Kristensen, er enig i, at det er vigtigt at holde øje med, hvad der sker med medlemmernes pensionsmidler. Og selvom PenSam ifølge ham er et af de pensionsselskaber, der var tidligst ude med at udstikke etiske retningslinjer for sine investeringer, er det vigtigt hele tiden at følge op på, om retningslinjerne så også bliver overholdt.
”Retningslinjerne indgår i kontrakterne med de formueforvaltere, der handler aktier for os ude i verden, og vi har en aftale med et såkaldt screeningsbureau, som fire gange om året afleverer rapporter om kritiske investeringer, ” forklarer Dennis Kristensen til Fagbladet FOA.
Via PenSam har han nu bedt det London-baserede screeningsbureau, Eiris, gennemgå syv selskaber ekstra grundigt, efter det torsdag kom frem, at de opererer på områder, som Israel har besat på Vestbredden. Blandt selskaberne er G4S, Motorola og Cement Roadstone Holdings, der alle er blevet kritiseret for at være med til at opretholde konflikten mellem israelere og palæstinensere i de besatte områder.
Behov for gennemgang
Princippet bag de etiske retningslinjer er ifølge Dennis Kristensen forholdsvis simpelt.
”PenSam skal få FOA-medlemmernes pensionsopsparing til at yngle bedst muligt, men medlemmene skal selvfølgelig kunne se sig selv i spejlet, når de går på pension og vide, at pengene har været investeret i firmaer, vi kan stå inde for,” siger han.
Derfor medgiver forbundsformanden også, at der kan blive behov for at ændre adfærd, når Eiris har afsluttet særundersøgelsen af de syv virksomheder:
”Etik kan ikke gradbøjes. Selvom det muligvis kun drejer sig om en mindre del af vores investeringer, er selv den mindste investering i et kritisabelt firma en investering for meget, hvilket vi selvfølgelig vil følge op på, hvis undersøgelsen viser, at der er behov for det," siger Dennis Kristensen.
”Etik kan ikke gradbøjes. Selvom det muligvis kun drejer sig om en mindre del af vores investeringer, er selv den mindste investering i et kritisabelt firma en investering for meget, hvilket vi selvfølgelig vil følge op på, hvis undersøgelsen viser, at der er behov for det," siger Dennis Kristensen.