Jubiii... vi vandt udbuddet

Kommunerne byder sjældent selv på opgaven, før arbejde udliciteres. Silkeborg gjorde, og det kunne betale sig.
10. december 2015
Kommunerne sender stadig flere og flere opgaver i udbud. Ni ud af ti kommuner har øget andelen af opgaver, som private kan byde på. Men de byder som regel ikke selv på arbejdet.
”Vi kan se, at der er mange udbud – og mange genudbud. Desværre uden kontrolbud,” siger konsulent Per Brøgger Jensen, FOA Analyse.
I Silkeborg Kommune lavede de selv et kontrolbud, og det viste sig, at det ikke var ret meget højere end de private tilbud.
Græd af glæde
Medarbejdere græd helt bogstaveligt af glæde og lettelse, da det blev afgjort, at kommunen alligevel ikke udliciterer rengøringen i deres område.
Udbuddet var rengøring på rådhuset, skoler og daginstitutioner for cirka 18 millioner kroner årligt, og forskellen mellem det højeste og det laveste bud var kun 800.000 kroner.
Derfor valgte kommunen rengøringsafdelingens eget kontrolbud, og dermed forbliver rengøringen i eget regi.
Samme arbejdsgiver
Serviceleder Henrijette Moeslund fortæller, at hendes bidrag til kommunens kontrolbud især handlede om de bløde værdier.
“Vi fremhævede vigtigheden af, at vi har samme arbejdsgiver, som de lærere, pædagoger og andre, der arbejder, hvor vi gør rent. Vi er sammen om opgaven, og det betyder, at vi kan lave dialogbaseret rengøring,” siger hun.
Henrijette Moeslund har tidligere arbejdet i et privat rengøringsselskab.
”Og der er en anden arbejdskultur i kommunen. Her kan vi levere en kvalitet, jeg kan stå inde for,” siger hun.
Kun fem procent kontrolbud
Kommunerne udbyder årligt opgaver for næsten 100 milliarder kroner.
Ifølge Rådet for Offentlig-Privat Samarbejde blev der fra april 2012 og to år frem kun lavet kontrolbud på under fem procent af dem.