Plejecenter hjælper ledige i gang

Succesfuldt mentorprojekt giver fysisk og psykisk sårbare ledige troen på dem selv tilbage. Leder af plejecentret føler et ansvar for at hjælpe.
03. november 2015
Rigtig mange ledige har svært ved at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
På Lindhøj Plejecenter i Munkebo på Fyn har en gruppe mentorer bestående af blandt andet en social- og sundhedsassistent, en husassistent samt en teknik- og servicemedarbejder derfor specialiseret sig i at hjælpe ledige borgere med fysiske og psykiske problemer.
Læs også: Blomster afløste sprutten
Det har i mentorordningens femårige levetid ind til videre hjulpet mindst 15 ledige tilbage i enten job eller uddannelse, siger leder af plejecentret Susanne Klint Jensen.
”Som kommunal institution føler jeg, at vi er forpligtiget til at gøre en indsats og hjælpe folk tilbage – også dem, der har det sværest,” siger hun til Fagbladet FOA.
Løfter arbejdspladsen
Susanne Klint Jensen blev leder af centret for fem år siden og lavede kort efter en virksomhedskontrakt med det lokale jobcenter. Derudover fandt hun folk i medarbejderstaben, der havde lyst og mod på at være mentorer.”Mentorerne er ildsjæle med store hjerter. Deres sammenhold og samspil er fantastisk,” roser lederen. Hun er begejstret over, hvad mentorprojektet har betydet for arbejdspladsen.
Læs også: Vaskeriet får smilene frem
”Vi er blevet meget rummelige, og medarbejdere har forståelse for, at folk kan være i svære situationer,” siger hun.
Forskellige muligheder
På plejecentret kan fysisk og psykisk sårbare ledige efter anvisning fra jobcentret både prøver kræfter i vaskeriet som pedel eller med at pleje de ældre.
”Vi havde for eksempel én, som startede som pedel, men han blev nysgerrig på plejeopgaven, og nu er han under uddannelse som sosu-hjælper,” fortæller Susanne Klint Jensen.
Læs også: Lizette drømmer om at blive sosu-hjælper
Det lokale jobcenter i byen er ligeledes glad for aftalen med plejecentret.
”Borgeren kommer til at føle sig ’som os andre’ og indgår i et team på en rigtig arbejdsplads. Det miks har skabt flere succeshistorier,” siger virksomhedskonsulent Gitte Abildtrup fra jobcentret.