Dagpleje: Video styrker selvtilliden

Videooptagelser er et stærkt redskab til at gøre dagplejere opmærksomme på alt det, de gør godt, viser Aalborg-erfaringer.
13. oktober 2015
"Blå?" foreslår toårige William, og dagplejer Charlotte Brosbøl nikker anerkendende.
Hyggesnakken i hendes køkken handler nemlig om at skabe og styrke positive relationer. En opsat iPad filmer deres samspil, og senere skal Charlotte Brosbøl nærstudere filmen sammen med dagplejepædagog Karina Spandet Poulsen fra Aalborg Kommune.
Styrker menneskers samspil
Alle kommunens dagplejepædagoger har fået en såkaldt ICDP-uddannelse på niveau 2. Det er en psykologisk metode, der styrker menneskers samspil på i alt otte forskellige måder.
Flertallet af dagplejepædagogerne bruger nu videooptagelser i deres vejledning af dagplejerne. Videoerne giver dagplejerne konkrete billeder af, hvordan samspillet og relationerne mellem børnene er.
Og mindst lige så vigtigt: Hvor mange ting de som dagplejere gør rigtigt hver eneste dag i arbejdet med at forebygge konflikter og skabe trivsel blandt børnene – uden at de måske selv er bevidste om det.
Svært at være positiv
At optage 20 minutter, hvor dagplejeren gør alt det rigtige, er nemt nok, har Karina Spandet Poulsen erfaret. Det svære er at få hende til at se de gode ting.De fleste dagplejere skal lige vænne sig til at se sig selv og høre deres egen stemme.
Sådan var det også for Charlotte Brosbøl første gang, husker hun:
"Det var frygteligt. Jeg lød fjollet og så tyk ud," siger hun til Fagbladet FOA.
De gode eksempler
Nogle gange må skærmen dækkes til, før dagplejer og dagplejepædagog – blot ved at lytte – kan gå på jagt efter de gode eksempler på samspil, der fremmer børnenes læring og følelsesmæssige udvikling.
Men resultatet er det hele værd. Få minutters optagelse afslører som regel oplagte eksempler på samtlige ICDP-metodens otte samspilsformer.
"Det er fantastisk at opleve, hvordan dagplejerne får øjnene op for nye muligheder, når vi helt konkret udpeger alt det, de gør godt," siger Karina Spandet Poulsen, som mener, at brugen af video og ICDP-metoden har styrket såvel selvtillid som kompetencer hos kommunens dagplejere.
Kamphøns forenet
"Videoerne viser også, at den enkelte dagplejer har sin egen måde at løse problemer på. Sammen finder vi frem til, hvad der virker for hende, hvor jeg før ville være kommet med færdigsyede råd og forslag," siger Karina Spandet Poulsen.
Hos Charlotte Brosbøl har dagplejepædagogen netop brugt video til at løse konflikter mellem børnene Freja og William. Især om morgenen kunne de virkelig blive uvenner. Videoen viste, at Charlotte Brosbøl ubevidst hele tiden styrkede de toåriges relation:
"Det var jo ikke noget, jeg tænkte over, men når jeg sagde: ‘Se, Freja hopper’ eller ‘Hvor er William?’, kunne de fint lege sammen. Videoerne har hjulpet mig til at se, hvad der virker, og det går meget bedre mellem børnene nu," siger hun.