"Jeg tør meget mere"

Uddannelsen til serviceassistent har givet Helle Adelsbøll Sørensen selvtillid, anerkendelse – og et job, hun elsker.
09. oktober 2015
Når patienterne bliver transporteret rundt på sygehusgangene eller der bliver gjort rent på plejecentre, er det i stigende grad en uddannet serviceassistent, der udfører opgaven.
Andelen af uddannede serviceassistenter inde for serviceområdet på hospitalerne er steget fra 7 procent i 2009 til 20 procent i 2015, viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor. Og også i kommunerne har man fået øjnene op for serviceassistenterne.
Helle Adelsbøll Sørensen er en af dem, der har taget uddannelsen, og hun arbejder nu som serviceassistent på Regionshospitalet i Randers. Hun betragter uddannelsen som ”det allerbedste, der er sket for mig”. Den har nemlig givet hende mere selvtillid og mod på opgaverne.
Mere selvtillid
”Jeg føler, at jeg er blevet bedre til mit arbejde, for jeg har lært at gøre det på den rigtige måde. Jeg ved mere om korrekt dosering af rengøringsmidler, om hygiejne og om, hvordan man bryder smitteveje. Hvis der er beskidt, bliver folk jo endnu mere syge,” siger hun til Fagbladet FOA.
Helle Adelsbøll Sørensens arbejde er også blevet mere afvekslende. Hun gør rent, anretter og serverer mad, transporterer syge rundt i huset og afdøde til kapellet.
Portøropgaverne har hun fået kompetence til via uddannelsen.
”Serviceassistent-uddannelsen er fremtiden. Det stigende fokus på hygiejne vil klart betyde, at kommuner og regioner kommer til at efterspørge flere serviceassistenter,” siger Gina Liisborg, formand for FOAs Kost og Servicesektor.
Uddannelse betaler sig
Helle Adelsbøll Sørensen kan også glæde sig over anerkendelse og ros fra både kolleger patienter og pårørende. Det har hendes uddannelse æren for, mener hun, for man bliver mere set, når man er faglært.
"Nu har jeg jo papir på, hvad jeg kan, og at jeg er noget. Arbejdspladsen ved nu, at jeg har lært det, de har brug for, og at jeg kan håndtere det," siger hun.
Mere i løn og flere år på arbejdsmarkedet hører også til gevinsterne ved at uddanne sig. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
“Først og fremmest har du mindre risiko for at blive arbejdsløs. Og bliver dit job nedlagt, har du nemmere ved at finde et nyt – måske endda skifte branche, fordi du har papir på dine kompetencer,” siger Mie Dalskov, chefkonsulent i AE, til Fagbladet FOA.
- Flere penge til ufaglærte
Fra april 2016 er der afsat 15 mio. kroner om året til at uddanne ufaglærte til faglærte inden for FOAs faggrupper i kommunerne. I regionerne er der afsat tre millioner kroner. Puljen stammer fra ovenskomstforhandlingerne i 2015.