Keld overfaldet: Mand gik amok med bordben

Keld Johansen i haven ved det psykiatriske hospital i Risskov, hvor han blev overfaldet. Lars Aarø

Et voldeligt overfald begået af en patient fik store konsekvenser for Keld Johansen, der har arbejdet inden for psykiatrien i over 15 år.

02. september 2015

I september sidste år går en psykisk syg mand amok, mens han er alene på sin stue på Almenpsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Risskov.

Han smadrer inventaret på stuen og forsvinder under stor tumult ud i hospitalets have med mindst to afbrækkede bordben, mens han råber og skriger og kommer med trusler mod alle, der nærmer sig.

Social- og sundhedsassistent Keld Johansen og hans kollega bliver tilkaldt for at hjælpe med at få situationen under kontrol.


Ikke enestående

”Han er en stor fyr, der er kendt for at blive psykotisk, når han har taget stoffer, så situationen er meget utryg. Vi holder os derfor lidt på afstand og får også tilkaldt politiet,” fortæller Keld Johansen til Fagbladet FOA.

Episoden med den psykotiske patient er langt fra enestående. Sidste år blev 809 personer dømt til behandling, fordi de var psykisk syge i gerningsøjeblikket. 227 af dem – mere end en fjerdedel – blev dømt for vold mod en offentligt ansat. Det viser nye tal, som DR har fået via Danmarks Statistik.

Læs også: Irene var døden nær på jobbet

”Jeg ved, hvor du bor!”

Inden politiet kommer, lokker Keld Johansen manden til at aflevere to af de bordben, han har taget med ud i haven. Men ingen ved, om manden har flere, da han gemmer sig i mørket og bag buskene i haven:

”Jeg ved, hvor du bor!”, ”Jeg kommer og smadrer dig, når du mindst venter det!” og lignende trusler ryger gennem luften, så Keld Johansen og hans kollega er lettede, da politiet endelig dukker op.

Der skal seks betjente til – samt Keld Johansen og hans kollega – før den psykotiske mand bliver fanget og nedlagt. Manden slår og bider vildt omkring sig, og både Keld Johansen og hans kollega får alvorlige skader på hænder og skuldre.

Nødt til at komme væk fra volden

Episoden sidder stadig i Keld Johansen her knap et år efter.

”Jeg har faktisk søgt væk fra afdelingen for at komme væk fra volden. Det slider på psyken at være udsat for voldelig og truende adfærd næsten dagligt. Trusler om vold sker efterhånden så tit, at jeg næsten ikke registrerer det mere,” siger han.

”Jeg er dødglad for mit arbejde, og derfor berører det også min faglige stolthed, at jeg ikke kan blive ved. Men volden – og forråelsen af den – har simpelthen taget til de senere år,” siger Keld Johansen, der i juni måned i år skiftede til den retspsykiatriske afdeling i Risskov.

Hver anden udsat

I august 2014 gennemførte FOA en undersøgelse blandt de medlemmer, der er ansat i psykiatrien. Her svarede godt halvdelen af de 792 medvirkende, at de inden for det seneste år havde været udsat for vold fra borgere på deres arbejdsplads.