Bagedyst-dommer inspirerer til gourmetmad

Før gav patienterne på Nordsjællands Hospital i Hillerød maden dumpekarakter – nu kan de sætte tænderne i restaurantmad.
21. august 2015
Ud med vakuumpakket smørrebrød – ind med økologi og friske, lokale råvarer.
Sådan lyder opskriften på Nordsjællands Hospital i Hillerød, der har indført et nyt madkoncept – både til glæde for patienterne og medarbejderne.
”Kokken Jan Friis-Mikkelsen (dommer i Den Store Bagedyst, red.) er her fra området, vi er også hans hospital, og han har hjulpet os med ideer og retning. Vi vil jo gerne bruge flere lokale råvarer. Medarbejderne er også kommet med ideer til nye retter,” siger driftsleder Helle Steen Petersen til Fagbladet FOA.
Patienterne spiser mere
Både råvarer og servering har fået et løft, og det giver madglæde hos patienterne, fortæller de ansatte."Folk er begyndt at spise mere, og maden smager rigtig godt. Det betyder også noget, at den ny bliver serveret på fine bakker og i mindre portioner i små, firkantede skåle," siger køkkenmedhjælper Gabriela Butarevic.
Det nye koncept udfordrer køkkenpersonalets måde at lave mad på.
”Vi bruger solbær, hindbær, ingefær og stjerneanis og masser af andre ting. Jeg synes, det er sjovt, når man når sine mål og får maden til at smage virkelig godt,” fortæller køkkenmedhjælper Fatima Ibrahimovic.
Flere i opvasken
Serviceassistent Birgitte Klein oplever også en anden stemning, når hun stiller bakken foran patienterne.
"Vi kan mærke en anden begejstring nu, når vi kommer med maden," siger hun, der tidligere brugte meget tid på at anrette smørrebrød.
Omkring 100 ansatte laver mad til 500 patienter og 1.000 ansatte på hospitalet i Hillerød og omkring 400 patienter på de psykiatriske centre og Frederikssund Sygehus. Der er blevet indkøbt nye tallerkener og skåle for 600.000 kroner til de mange portionsanretninger, og det har betydet flere ansatte til at klare opvasken.
Det er ikke første gang at kendte kokke er med til at forbedre smagsoplevelsen for patienter på landets sygehuse. I 2012 rykkede to kokke fra Michelin-restauranten Noma ind på Herlev Hospital.