Sund fornuft nedsætter antallet af parkeringsklager

I Frederiksberg Kommune har man via et såkaldt etisk kodeks formået at nedsætte antallet af klager. Jørgen True

Siden parkeringsvagterne i Frederiksberg Kommune indførte et etisk kodeks, er antallet af klager faldet.

22. juli 2015

’Vi udskriver ikke bøder, som vi ikke selv ville bryde os om at modtage.’

Sådan lyder ét af budene i det etiske kodeks, som parkeringsvagten i Frederiksberg Kommune har arbejdet med i cirka syv år.

I samme periode er klageprocenten faldet fra 20 til seks procent, og parkeringsleder Poul Eldrup mener, at der er en sammenhæng.

Klar forventningsafstemning

”Der kan selvfølgelig være flere årsager, men jeg tror bestemt, at det etiske kodeks har en betydning. Det gør, at vi får afstemt nogle forventninger med borgerne,” siger Poul Eldrup til Fagbladet FOA.

I samme periode har parkeringsvagterne i Frederiksberg Kommune indført fotodokumentation, lige som det ifølge parkeringslederen også har en betydning, at der hele tiden bliver arbejdet med skiltningen i kommunen.

For de vagter, der dagligt arbejder ude ’i marken’, har det etiske kodeks betydet en lettere hverdag.

Høflighed og sund fornuft

”Det er meget rart med et fælles sæt af regler for, hvordan vi skal udføre vores arbejde. Ellers kan det hurtigt blive uskønt,” forklarer parkeringsvagt i Frederiksberg Kommune Jørgen Smedegaard.

Eksempelvis kan han godt undlade at udskrive en afgift, hvis han ser en stor kassevogn, som holder 7,5 meter fra et kryds – altså langt under de påkrævede ti meter. Med mindre, at kassevognen spærrer for bilisternes udsyn.

”Det handler jo meget om at bruge sin sunde fornuft og behandle folk ordentligt,” tilføjer Jørgen Smedegaard.

Klageprocenten er i øvrigt opgjort ved at dividere antallet af klager med antallet af bøder. I nævnte periode har antallet af bøder i Frederiksberg Kommune ligget på et stabilt niveau, mens antallet af klager er faldet.