Politikere på glatis i demenspleje

Kunsten at pleje en dement var i fokus, da skuespilleren Mia Lyhne i rollen som alzheimer-patient satte sundhedspolitikere på alvorlig prøve ved Folkemødet på Bornholm.
13. juni 2015
”De snakker for meget, det forvirrer den demente,” bemærkede social- og sundhedsassistent Malte Bryne hurtigt, da to åbenbart erhvervsskadede politikere gik gang med plejen af en dement ældre kvinde.
Seancen fandt sted ved Folkemødet på Bornholm, og den skulle sætte fokus på, hvad god kvalitet i pleje af demente er for en størrelse.
Ninna Thomsen, sundheds- og omsorgsborgmester i København og Jette Skive, rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune havde sagt ja til at forsøge sig som sosu-assistent-elever på et plejehjem. Og til at lade sig bedømme af to professionelle på området, Malte Bryne og Lotte Harbo, der også er social- og sundhedsassistent.
Mange opgaver – kort tid
Skuespilleren Mia Lyhne agerede overbevisende i rollen som en 72-årig kvinde, Grethe Jørgensen, med alzheimer, og hun skulle vise sig at blive noget en udfordring for de to politikere.
Deres opgave var at give Grethe Jørgensen støttestrømper på, flytte hende fra lænestol til rollator, og videre til et spisebord, hvor hun skulle have morgenmad. Derefter børste hendes tænder, give medicin og afslutningsvis registrere hele molevitten. På bare 20 minutter.
Politikernes arbejde udløste en del latter blandt publikum i FOAs telt, hvoraf mange tydeligvis kendte til opgaverne fra deres egen dagligdag. Og ekspert-dommerne var også lidt kritiske i deres vurderinger. Udover den for voldsomme talestrøm fra politikerne, var de dårlige til at fordele arbejdet, de brugte ikke relevante hjælpemidler, spurgte for kompliceret ind til den dementes ønsker og behov og tænkte for lidt på ergonomi. Hygiejnen haltede også med for sjældne afspritninger.
I øjenhøjde med den demente
”Hvor er Jørgen? – Vi skal til dans”, spurgte Grethe Jørgensen i Mia Lyhnes ældede skikkelse stort set uafhængigt af, hvad hun selv blev spurgt om, mens hun fulgte de to politikeres ageren med stift blik bag hinkestens-brillerne.
De forsøgte fortvivlet at finde ud, hvem Jørgen kunne være, og det trættede tilsyneladende Grethe så meget, at hun blev vred på Jette Skive: ”Din dumme skid”, måtte rådmanden høre adskillige gange, inden hun trak sig tilbage og overlod snakken til Ninna Thomsen.
Hun skulle have sat sig i øjenhøjde, så Grethe kunne spejle sig i hende, i stedet for at tale oppefra og ned,” kommenterede Malte Bryne. Som til gengæld roste Ninna Thomsen for at have opdaget en sammenhæng mellem armsmerter, som Grethe klagede over og en sygdom, som hun blev medicineret for.
”Det her er meget værre, end jeg troede,” kunne Jette Skive konstatere, da Grethe kom på plads ved spisebordet og omgående omplacerede sin ostemad fra tallerkenen til vandglasset.
Behov for styrket faglighed
Politikerne måtte opgive at nå mundhygiejnen, og det trak naturligvis fra i bedømmelsen. Men de fik med lodder og trisser lov til at bestå med karakteren 02 – som gives for den tilstrækkelige præstation, afgjorde Malte Bryne og Lotte Harbo.
Dommerne kikkede på planlægning af arbejdet, etik og kommunikation, hygiejne, omsorg/sygepleje/medicinering og endelig dokumentation.
En efterfølgende paneldebat pegede på behovet for både styrket grunduddannelse og efteruddannelse, når et stigende antal demente i fremtiden skal have kvalitet i plejen. Og de to politikeres lidt tvivlsomme resultater med demente Grethe understregede i hvert fald, at opgaven kræver solid faglighed.