Sosu'er oplever fald i brug af magt

Over halvdelen af sosu’er på plejecentre mener, de har gode muligheder for at forebygge magtanvendelse.
29. april 2015
Personalet på Plejecenter Baunegården i Tebstrup ved Skanderborg har gode erfaringer med at forebygge magtanvendelse og finde alternative løsninger på problemerne.
”Vi bliver ved, indtil vi har knækket nødden. Og visitationen giver ekstra timer til at lave gode handleplaner og afprøve løsninger,” fortæller teamleder Annika Dencker Nielsen til Fagbladet FOA.
Da en dement beboer for anden gang faldt ud af sengen, måtte der ske noget. Første gang kostede det ham nemlig et brækket lårben. Beboeren havde stor trang til bevægelse og slog og sparkede, hvis man ville begrænse ham.
”Men vi tænkte ikke på sele. Det er aldrig med i overvejelserne,” siger social- og sundhedsassistent Dorthe Overgaard Hansen.
Stofseler bruges sjældent
Inden for det seneste år er antallet af magtanvendelser i ældreplejen faldet med 27 procent. Det viser en ny FOA-undersøgelse.Godt halvdelen af deltagerne i undersøgelsen vurderer, at de har gode eller meget gode muligheder for at arbejde socialpædagogisk med at forebygge brug af magt.
Undersøgelsen viser også, at brugen af stofseler ikke er særligt udbredt. Syv ud af ti svarer, at de ikke har anvendt stofseler til fastspænding af beboere de seneste 12 måneder.
Samarbejde vigtigt
I Skanderborg Kommune arbejder ledelse, sygeplejerske og sosu-medarbejdere tæt sammen om at lave gode handleplaner og finde alternative løsninger.“Det er ledelsens ansvar at undgå magtanvendelse, og det er vigtigt, at medarbejderne aldrig står alene med udfordringerne. I Skanderborg sætter vi ressourcer af til arbejdet. Vi har mange succeshistorier, og det forebyggende arbejde er godt for både borgere og personale. Nu finder vi altid alternative løsninger til sele,” siger udvikling og demenskonsulent Lisbeth Hyldegaard til Fagbladet FOA.
Brug for vidensdeling
“Det er glædeligt, at Skanderborg og andre kommuner har et godt, fagligt samarbejde mellem ledere og medarbejdere. Vi må hele tiden arbejde med viden om, hvordan vi undgår magtanvendelse og forhindre brug af stofsele,” siger Karen Stæhr, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.Hun opfordrer til, at kommunerne deler viden, så der ikke bruges tid på at udvikle metoder, der allerede findes.