Niels mærker, at hjemmeplejen er skåret

Niels Amundsen har sklerose og er fuldstændig afhængig af hjælp. Han kan tydeligt mærke, at hjemmeplejen har fået mere travlt. Hør ham fortælle om sine oplevelser i videoen her på siden.   Tue Wettergreen-Paltorp 

Det samlede antal hjemmehjælpstimer faldt med 5,5 millioner timer fra 2008-2013. Det har haft store konsekvenser for blandt andre Niels Amundsen, der er fuldstændig afhængig af den hjælp, han får fra hjemmeplejen. 

08. maj 2015

"De er færre til at betjene borgerne, og derfor vil der gå længere tid, før der kommer nogen og hjælper dig." 

Sådan siger 53-årige Niels Amundsen, der har sklerose og i dag er fuldstændig afhængig af den hjælp, han får fra hjemmeplejen i Albertslund Kommune, hvor han bor. 

"Før i tiden var der ansatte, der tog sig særskilt af nødkald, hvis jeg for eksempel røg en tur på gulvet. Nu er nødkaldene lagt oven i alle de andre opgaver, så det siger sig selv, at du kommer til at vente længere, hvis du er uheldig. Det ved jeg, for det har jeg prøvet. Mange gange. En gulvtur - det koster," fortæller Niels Amundsen, der er tidligere teknisk chef for Bang & Olufsen i Riyadh i Saudi Arabien.

Tæt på og alligevel langt væk

Niels Amundsen er i dag førtidspensionist på grund af sin sygdom. Han kan ikke længere gå og skal have hjælp til at komme fra sin seng og over i sin kørestol. Svære spasmer i begge hænder gør, at han også skal have hjælp, når han skal spise.

Dagens tre måltider er derfor naturlige højdepunkter på de dage, hvor der ikke er besøg af familien. Fra sengen i den lille stuelejlighed kan Niels Amundsen se, når hjemmeplejen kommer med hans mad.

"Bilen triller op lige her uden for vinduet. Så holder jeg altid øje med, om deres telefon ringer. Hvis den gør, kører de igen. Så har de fået et nødkald, som de skal af sted til. Og så kan der godt gå lang tid, inden du får din mad," konstaterer han.

Hør Niels Amundsen fortælle om sine oplevelser hér:


Hvis hjemmeplejen først er trådt ind ad døren hos Niels Amundsen, skal de hjælpe ham med de opgaver, han er visiteret til, inden de kan køre videre. Derfor går det tit stærkt, når han skal ”fodres af”, som han selv kalder det:

"De gør deres bedste, men jeg ved jo også godt, at der ikke er tid til snak om dit og dat, hvis jeg kan se, at deres telefon bliver ved med at ringe. Så skal de jo af sted til en anden, der måske er faldet. Det er særlig slemt om aftenen, hvor de ikke er så mange på arbejde."  

FOA: "Skammeligt"

"Det er skammeligt, at vi med politikernes besparelser er nået derhen, hvor en mand, der er så afhængig af hjælp, ikke kan være sikker på, om han kan få sin mad. Eller om der er tid til at spise den i ro og mag," siger formand for FOAs social- og sundhedssektor Karen Stæhr.

"Medarbejderne kommer i et fagligt dilemma, og jeg synes, at vi svigter både dem og borgerne," siger hun.

Frem mod det kommende folketingsvalg sætter FOA fokus på forskellige velfærdsområder – heriblandt besparelser på ældreområdet. 

Se mere på www.detrigtigevalg.nu