Kommunen sælger ekstra tid

I fire frikommuner kan pensionister tilkøbe blandt andet ekstra rengøring og hjælp til madlavning hos kommunen.
29. april 2015
Peter Nicolajsen på 94 år har siden nytår købt ekstra rengøring hos Praktisk Bistand i Vejle Kommune. Han er visiteret til en times rengøring hver anden uge, men det synes han ikke er nok.
"Det er nu faktisk min datter, der bor i Ringe på Fyn, der synes, der går for lang tid imellem, hvis jeg kun får gjort rent hver anden uge, så hun mener, jeg skal have støvsuget i stuen og gjort rent på badeværelset hver uge," siger han til Fagbladet FOA.
Vejle er en af de fire frikommuner, der tilbyder tilkøb, så pensionister kan betale sig til ekstra hjælp til rengøring og madlavning.
Større frihed
Peter Nicolajsen er i forvejen glad for husassistent Malene Svingholm, der er hans faste rengøringshjælp, så det er en stor fordel for ham, at det også er hende, der kommer i den tid, han selv betaler for.Malene Svingholm er glad for, at hun kan yde Peter Nicolajsen den ekstra hjælp, han efterspørger. Hun har tit savnet at kunne sige ja, når borgerne spurgte, om de kunne købe lidt ekstra tid hos hende.
”Det er dejligt at have mulighed for at komme lidt oftere," siger hun til Fagbladet FOA. I den tid, borgerne selv betaler for, bestemmer de, hvad hun skal lave. Det giver lidt større frihed og et godt samvær med borgerne.
"Og i mange tilfælde hjælper borgeren selv til. Så snakker vi lidt om børn og børnebørn, mens jeg tager tingene ud af skabene og borgeren selv hjælper til med at rengøre dem," siger hun.
Størst succes i Vejle
Vejle er den kommune, der har mest succes med tilkøb. Borgerne kontakter Praktisk Bistand, når de vil købe ekstra tid.Her siger distriktsleder Anne May Søiland og planlægger Lisbeth Hansen, at interessen i begyndelsen ikke var så stor som forventet. Ydelserne faldt en smule i vinter, men de forventer en stigning igen her i foråret.
”Jeg tror, borgerne vælger tilkøb hos os på grund af trygheden og effektiviteten,” siger Lisbeth Hansen. Borgerne vil gerne have, at den samme kommer hver gang – og en person, der i forvejen kender borgeren og hjemmet kan arbejde mere effektivt på stedet.