FOA: Beredskaber skal med i terrorbekæmpelse

Beredskabs-området er ikke med i regeringens anti-terrorpakke. "Vi er mange, der undrer os," siger sektorformand Reiner Burgwald.   Colourbox

Det danske beredskab er ikke rustet til et terrorangreb. Milliard-pakke dribler uden om beredskabsområdet. Vågn op, advarer sektorformand Reiner Burgwald.  

05. marts 2015

Beredskabsområdet glimrer ved sit fravær i regeringens nye anti-terrorpakke til 970 millioner kroner. Det siger sektorformand for Teknik- og Service, Reiner Burgwald, der kæmper for at råbe politikerne op.

Regeringens 12 nye tiltag retter sig mod at give flere ressourcer til politi, PET og FE. Samtidig er virkeligheden for danske brandfolk, at de kommunale og statslige redningsberedskaber skal skæres med 300 millioner kroner over de kommende år.

”Vi er mange, der undrer os over regeringens anti-terror-pakke. En solid indsats må og skal rumme en opprioritering af beredskabet og de brandfolk, der skal hjælpe til, hvis der f.eks. sker et terrorangreb. Der er en stor risiko for, at de vedtagne besparelser vil betyde, at helheden går tabt,” siger Reiner Burgwald til Fagbladet FOA.

Mange undrer sig

Terrorangrebet mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade kalder på handling, men politikerne må finde ud af, hvad der samlet set giver den bedste anti-terrorpakke, mener Reiner Burgwald. 

”Forebyggelse, efterretning, afhjælpning og efterforskning er fire centrale elementer, som skal gå hånd i hånd for at sikre optimal tryghed. Terrorpakken burde afspejle denne helhedstænkning,” siger han og fortsætter:

”Alle dele af det danske beredskab skal være parat til at træde til og udfylde nye roller. Især i København, men også i andre større byer, er man nødt til at overveje, om beredskabet er terrorparat. Det er det altså ikke!”