Velfærden brænder på: Pårørendes frustrationer rammer medarbejderne i ældreplejen

Vi bliver flere og flere ældre, som skal have hjælp og pleje.

Men det er svært at rekruttere faglærte medarbejdere til ældreplejen. Det gør, at personalet på landets plejehjem og i hjemmeplejen oplever et stort pres.

Det samme gør de pårørende til de ældre, som ikke oplever, at deres kære får det, de har behov for og krav på. Deres forventninger presser så igen medarbejderne.

”Den nemme tolkning vil være at sige, at det simpelthen er, fordi de pårørende er snotforkælede og helt ude i hampen. Men de oplever et velfærdssystem, der virkelig har svært ved at følge med og levere det helt basale.”

Det fortæller lektor på Roskilde Universitet Susanne Ekman, der blandt andet har forsket i borgernes forventninger til velfærdsstaten.

”Og det er en ond spiral,” siger hun.

Brandslukningsmentalitet

Presset fra pårørende, forklarer Susanne Ekman, kommer blandt andet fra deres følelse af magtesløshed og forvirring, som for mange stammer fra en oplevelse af, at der ikke er en kontinuitet i den behandling og pleje, som deres familiemedlemmer får.

De kan opleve, at deres gamle far den ene dag bliver sendt på akutafdelingen, uden at noget er galt – til deres store forskrækkelse.

Den næste dag oplever de måske, at han ryger derind igen, og denne gang fordi han hverken har fået vådt eller tørt. Og det gør det svært for de pårørende at få en realistisk forventningsafstemning, siger forskeren.  

”Det sker, fordi der mange steder på for eksempel landets plejehjem opstår en brandslukningsmentalitet. Lederen står i et dilemma, hvor hun enten er voldsomt underbemandet, må ansætte folk uden faglighed eller må bruge for mange vikarer,” siger Susanne Ekman.

Og problemet er, forklarer hun, at de ufaglærte og vikarerne ikke kender borgerne godt nok til at vurdere dem ordentligt. 

”Det gør, at de pendulerer mellem ’better safe than sorry’, hvor de sender borgere afsted til akutafdelingen uden grund – eller at de slet ikke ser, at borgeren er i problemer og måske burde være sendt til akutafdelingen. Begge situationer med voldsomt ståhej og sindsoprivelse til følge hos de pårørende.”

”Og det starter alt sammen ved, at man ikke kan få nok fagligt personale,” siger Susanne Ekman.

Vi bør gentænke velfærd

Susanne Ekman efterlyser, at vi et højere plan som samfund gør op med os selv, hvad vi vil med velfærdsstaten. At vi tænker velfærd på en ny måde.

For vi kan ikke, mener hun, fortsætte på den måde, vi gør nu, hvor vi konstant vil optimere og være hurtigst – og samtidig være nærværende og omsorgsfulde.

”Vi kan ikke både få et system, der er præget af dybt kontinuerlig omsorg og nærvær, og et system, der hele tiden kører i overdrive med at multiplicere nye teknologier, nyeste medicin og nyeste faglighed – og hvor du samtidig betaler en nogenlunde overkommelig mængde penge i skat. Hvis vi vil have begge dele, beder vi om et system, der overopheder,” siger Susanne Ekman.

”Man kan ikke effektivere nærvær, og hver gang, man prøver, ødelægger man det. Lige nu har vi jo lavet en velfærd, hvor dem, der skal levere velfærd, selv mister deres velfærd ved at gøre det. Det er der jo noget paradoksalt ved.”

Lys i mørket

Men der er også steder i velfærdssystemet, hvor Susanne Ekman ser, at løsningerne finder sin vej. Men det kræver kreative og modige medarbejdere, der tager initiativ til at arbejde på tværs af siloerne og laver lidt civil ulydighed – men for alles bedste.

Det har hun blandt andet set på en akutafdeling, hvor afdelingsledelsen satte sig for at undgå både over- og underbehandlingen af især ældre borgere. Akutafdelingen stablede et ad hoc-samarbejde på benene, hvor chefer fra hospitalet, hjemmeplejen, plejehjemmet og den praktiserende læge delte viden på tværs. 

”Det er egentlig ikke noget, de har tid til. Men, som de siger, de har ikke tid til ikke at have tid til det. For det her er noget, der bare vil blive ved med at æde flere og flere ressourcer, hvis de ikke får det stoppet.”

Helt konkret holder lederne nogle Teams-møder, hvor de deler viden om, hvor problemerne opstår. Det kan være, at den praktiserende læge har viden om særlige borgere, som personalet i hjemmeplejen skal være obs på.

Derudover har de oprettet en ’hjælpelinje’, hvor personalet i plejen kan ringe ind til akutafdelingen og få hjælp af en akutmediciner eller en akutsygeplejerske til vurderingen af den enkelte borger.

”Det tjener to formål. Et – at vi får forebygget både over- og underbehandling, så vi på langt sigt vil det spare ressourcer i begge systemer. To – at det er en form for faglig oplæring af personalet i ældreplejen, når de ringer ind til spørgsmål til vurdering af en borger,” siger Susanne Ekman.

”De skaber handlerum, som egentlig ikke findes. Det er sådan noget, der giver mig håb. Det kræver kreative ildsjæle. Men måske er vi et sted i krisen i vores velfærd, at det er det, der skal til,” siger hun.