Trods anbefaling siger region nej til scannere i psykiatrien:”Skræmmende, at vi ikke er mere værd”

Beslutningen møder vrede fra medarbejdere og FOA. "Vi er nødt til som land og folketing at prioritere psykiatrien langt højere," siger sektorformand Tanja Nielsen.
11. februar
I snart et år har ansatte på retspsykiatrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital kæmpet for at få installeret karm- og bagagescannere - som man kender fra lufthavne - ved indgangen.
Formålet er at kunne opdage farlige genstande som våben eller stoffer, før de når frem til patienter og personale.
På trods af anbefalinger fra både en arbejdsgruppe, hospitalsledelse og en faglig taskforce har direktionen i Region Midtjylland indstillet til, at der ikke arbejdes videre med at etablere disse scannere.
Beslutningen skaber både forundring og frustration blandt de ansatte.
”De har selv sat en task force i verden, der anbefaler karmscannere. Hvorfor overhovedet sætte den i verden, når man går en helt anden vej? Vi er meget overraskede over, at man kommer frem til noget så skævt,” siger tillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent Hans til Fagbladet FOA. Af sikkerhedsmæssige hensyn ønsker han ikke sit efternavn frem.
Patient blev knivdræbt
I marts sidste år blev en patient knivdræbt af en medpatient på retspsykiatrisk afdeling i Aarhus. Efter den tragiske episode blev der nedsat en arbejdsgruppe, der skulle se på, hvordan sikkerheden kunne forbedres.
Et af tiltagene var håndholdte metalscannere, som de ansatte siden juni har haft ansvar for at bruge til at scanne patienterne. Men ifølge medarbejderne er det både uhensigtsmæssig og skadeligt for relationen til patienterne.
I stedet opfordrede de i et brev til regionsrådet, at der blev installeret karm- og bagagescannere ved indgangene.
"Hvis vi havde haft karmscannere, kunne drabet på patienten være forhindret, fordi kniven ville være blevet opdaget," siger Hans.
For dyrt
Ifølge TV2 Østjylland ville det koste op mod cirka 57 millioner kroner at anlægge scannerne med tilhørende udstyr frem mod 2028.
Og netop økonomi og manglende evidens for effekten er baggrunden for, at psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland har valgt at følge direktionens indstilling.
Det forklarer udvalgsformand Else Sjømark (S) til TV2 Østjylland.
”På nuværende tidspunkt har vi ikke mulighed for at finde de penge i psykiatriens budget, men det handler i høj grad om, at vi ikke har nok viden omkring det, og at der er rigtig mange andre tilgange til at skabe sikkerhed og tryghed,” siger Else Sjømark og understreger, at man har prioriteret at gå videre med seks andre ud af arbejdsgruppens i alt 25 anbefalinger.
Den udmelding mødes med kritik fra tillidsrepræsentanten Hans.
”Alle kan skrive under på, at det er mange penge. Men det er alligevel skræmmende, at vi åbenbart ikke er mere værd end det,” siger han.
FOA vil have Christiansborg på banen
Hos FOA møder beslutningen om at droppe karmscannerne også kritik.
"Vi kan ikke være bekendt, at der gås på kompromis med medarbejdernes sikkerhed og patienternes mulighed for at få den bedst mulige behandling," siger sektorformand Tanja Nielsen.

Hun understreger, at beslutningen i sidste ende er politisk, og at det derfor er nødvendigt at få politikerne i tale.
"De er nødt til at lytte til medarbejderne, ellers er de væk lige om lidt."
Hun opfordrer politikerne på Christiansborg til at finde ekstra og særskilte midler til at styrke sikkerheden i psykiatrien.
"Hvis der sker noget, der rammer og rører befolkningen bredt, så kan der findes ekstra midler et sted på Christiansborg. Men når det omhandler medarbejdernes sikkerhed i psykiatrien, skal pengene findes i egne rammer. Vi er nødt til som land og folketing at prioritere psykiatrien langt højere," siger Tanja Nielsen.