Tilbagevendende problem: Plejepersonalet smelter i varme uniformer – igen
52 procent af FOAs medlemmer i Social- og Sundhedssektoren har dårlige eller meget dårlige muligheder for at tilpasse deres tøj, når termometeret viser højsommer, viser en medlemsundersøgelse.
26. juni
Bagende sol og varme arbejdsuniformer er ikke en god kombination, men ikke desto mindre er det hverdag for en stor del af landets plejepersonale, som er på arbejde her i sommerheden.
69 procent af FOAs medlemmer svarer i en medlemsundersøgelse med 3.771 respondenter fra sidste sommer, at de har udfordringer med at håndtere varmen på jobbet. Blandt medlemmer i Social- og Sundhedssektoren svarer 52 procent, at de har dårlig eller meget dårlig mulighed for at tilpasse deres arbejdstøj til varmen.
Især, skriver mange, er det en udfordring, at tøjet er lavet af kunstige materialer. En social- og sundhedshjælper ansat i hjemmeplejen fortæller:
”80 procent polyester gør, at man ikke kan komme af med varmen. Når jeg kommer hjem fra en vagt om aftenen, er både mit hår og mit undertøj helt vådt.”
En social- og sundhedsassistent, som også arbejder i hjemmeplejen, stemmer i:
”Arbejdstøjet er så billigt, at man sveder under det, og sveden løber ned ad kroppen, men uden tøjet bliver vådt, fordi det er syntetisk.”
Gammelt problem
Problemstillingen er langt fra ny. I 2018 svarede 69 procent af FOAs medlemmer i en lignende undersøgelse, at deres tøj ikke var passende til sommervejret.
”Jeg har haft kvalme og hovedpine på grund af overophedning. Kroppen er helt kogt op efter en dag på arbejde i sommervarmen,” fortalte dengang 62-årige sygehjælper Lisbeth Buchhave til Fagbladet FOA.
Også i 2020 beskrev fagbladet problemet. Her fortalte social- og sundhedsassistent Polina Lund, hvordan hun og flere kolleger blev utilpasse i varmen på grund af arbejdstøjet.
”Vi er flere på arbejde, der simpelthen bliver halvdårlige, når det er varmt. Man kan ikke ånde i de blå bukser, vi har, og de kan maksimalt smøges 20 cm op. For omkring 6-7 år siden kunne vi få nederdele, men det kan vi ikke længere. Dengang var det lettere at klare varmen,” sagde hun dengang.
Intet nyt under solen
Men der er intet nyt på Ældrecenter Mariebo, hvor Polina Lund stadig arbejder. Personalet bruger samme uniform, og på trods af opråb til ledelsen er nederdele ikke kommet tilbage i uniformspakken, fortæller hun. Men når der i medierne bliver varslet om hedebølge, får personalet i dag en mail fra ledelsen om, at de gerne må have egen underdel på, der går til knæene, som skal skiftes hver dag og vaskes på 60 grader.
”Og det får vi intet tillæg for. Men ellers er det fuldstændig det samme. Mailen får vi kun, når det bliver ekstremt varmt. Men på mit job har vi mange store glaspartier, så det bliver hurtigt pænt varmt hos os, selvom der ikke er 30 grader udenfor,” siger Polina Lund.
”Vi er flere, der stadig snakker om, at det kunne være rart, hvis der var en sommerbuks eller en nederdel, man kan vælge om sommeren. Men jeg tror ikke, det er noget, der ændrer sig, for nu skal vi spare endnu mere,” siger hun.
Kommune: Ikke økonomisk muligt
Områdeleder i Hjørring Kommune Susanne Damgaard skrev sidste sommer til Fagbladet FOA via mail, at hun, når er varmt, skriver ud til personalet, at de gerne må bruge egen ’tækkelig’ underdel.
Men det ikke er praktisk og økonomisk muligt at indføre nye ’items’ til arbejdsuniformen, mens en aftaleperiode med en beklædningsleverandør løber, siger områdelederen. Et nyt beklædningsudbud er dog på vej, hvor medarbejderne er en del af processen.
”Arbejdstøj er et område, hvor vi alle har en mening, og hvor der er mange og meget forskelligartede ønsker om facon, materiale, farve og valgmuligheder. Vi vil i processen prioritere det, som er vigtigst for flest medarbejdere, samtidig med vi tager hensyn til bæredygtighed,” skrev Susanne Damgaard sidste sommer.
Ifølge Polina Lund får hun og kollegerne nye uniformer til februar 2025, men det bliver ikke muligt at få hverken shorts eller nederdel.