Sved og kritik gav pote: Social- og sundhedsansatte får nyt arbejdstøj i kommune

Det er ikke uniformen på billedet, der har været kritik af.

Skive Kommune indfører et alternativ til udskældte beklædningsdel, som før var en fast del af uniformen for social- og sundhedsansatte.

i dag kl. 07.22

Sidste år kom social- og sundhedsassistent Rita Solveig Larsen med et opråb. Hun kunne ikke holde ud at arbejde i sin nye uniform. 

Særligt en tunika - en løs uniformsoverdel, der går ned over hofterne - skabte frustrationer hos hende og flere af kollegerne i Skive Kommune.

“Jeg sveder helt vildt i den. Udskæringen er sådan, at hvis man bukker sig lidt, så er der frit udsyn ned, selvom den er knappet. Flere kollegaer har været nødt til at have en undertrøje indenunder, og det gør det jo bare endnu varmere,” sagde Rita dengang til TV Midtvest.

Nu har den massive kritik båret frugt. I hvert fald har Skive Kommune nu valgt at investere i nyt arbejdstøj til de social- og sundhedsansatte. 

Kritik får konsekvenser 

Kommunen supplerer den eksisterende uniform med t-shirts, så medarbejderne selv kan vælge, om de vil arbejde i en t-shirt eller i den udskældte tunika, skriver TV Midtvest. 

“Vores fokus har været helt snævert: Vi skal have noget arbejdstøj, som medarbejderne trives i. Så må det koste det, det koster. Det har vi politisk opbakning til,” siger pleje- og omsorgschef i Skive Kommune, Jan Bendix Jensen, til mediet.

Jeg sveder helt vildt i den

Rita Solveig Larsen, social- og sundhedsassistent

Det nye tøj er på nuværende tidspunkt ved at blive indkøbt og vil blive tilgængeligt i forskellige størrelser på plejecentre og i hjemmeplejen. 

Og det er ikke første gang, at varme og ubehagelige uniformer løber med opmærksomheden. 

“Umuligt at ånde i”

Fagbladet FOA har flere gange beskrevet, hvordan social- og sundhedsansatte kæmper med varmt arbejdstøj – særligt om sommeren.

Blandt andet undersøgte vi sidste år, hvilke retningslinjer de forskellige kommuner har for at tilpasse uniformerne, når temperaturerne stiger i Danmark. 

Der er nemlig stor forskel på, hvordan ansatte i ældreplejen går klædt, alt efter hvor de arbejder. 

Blandt andet fortalte Elin Isaksen om, hvordan hendes arbejdsbukser var varme og klamme at have på, så snart termometeret kom over 17 grader.

“Stoffet er fuldstændig umuligt at ånde i, og elastikken i bunden gør, at man ikke kan smøge dem op, og at der ikke kommer noget som helst luft ind,” fortalte hun dengang.

Oplever du også udfordringer med dit arbejdstøj? Så vil jeg gerne høre fra dig. Send en uforpligtende mail til dohn@foa.dk


Fagbladet anbefaler