Store forskelle på landets plejehjem: Så mange beboere har én medarbejder ansvaret for i din kommune

En ny undersøgelse viser store forskelle i, hvor mange medarbejdere der er til landets ældre - særligt om natten. Se kortet i bunden af artiklen og dyk ned i din egen kommune.
26. juli
37 ældre borgere.
Så mange er én medarbejder i Mariagerfjord Kommune i gennemsnit ansvarlig for, når hun eller han træder ind på en nattevagt.
Drejer man blikket mod deres kollegaer i Middelfart Kommune, ser tallene dog noget anderledes ud. Her har personalet i gennemsnit 13,8 beboere, som de hver især skal tage sig af om natten.
Vi får skabt en ældrepleje i Danmark, hvor der er større og større ulighed
Tanja Nielsen, sektorformand i FOA
Helt generelt er der store kommunale forskelle, viser konklusionen i en ny rapport, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) har lavet for Ældre Sagen og FOA.
Og det vækker “dyb bekymring” hos sektorformand hos FOA Tanja Nielsen.
“Vi får skabt en ældrepleje i Danmark, hvor der er større og større ulighed. Og hvis der er noget, vi gerne vil bekæmpe, så er det den ulighed," siger hun og fortsætter:
“Jeg håber inderligt, at kommunerne vil tage fat på den her dagsorden til det kommende kommunalvalg, for det er der virkelig et behov for.
“Det er hverken etisk eller moralsk forsvarligt”
Det er særligt på nattevagterne, at forskellen på normeringerne kommer til udtryk. Her varierer antallet af beboere per medarbejder fra 7 og op til 40 i hverdagene, viser VIVE-rapporten.
Og det er vel at mærke borgere, der for 77 procents vedkommende ikke kan gå på toilet alene, og hvor over halvdelen lider af demens.
“Der er jo en tendens til, at man bliver færre omkring borgerne om natten. Mange steder er man der også alene. Det er simpelthen hverken etisk eller moralsk forsvarligt,” siger Tanja Nielsen og uddyber:
“Tænk, hvis der opstår en brand. Hvad skal man så stille op, hvis man er der alene? Det er så dårlige arbejdsforhold at byde sine medarbejdere.”
Det er ifølge rapporten hele 60 procent af landets små plejehjem, der kun har én medarbejder på nattevagt både i hverdagen og i weekenden.
På de store plejehjem varierer antallet af medarbejdere i højere grad, fordi der her også er flere beboere at tage sig af. De har i gennemsnit omkring tre medarbejdere på nattevagt i løbet af ugen.
I kortet herunder kan du dykke ned i, hvor mange borgere én medarbejder i gennemsnit har ansvaret for i din kommune - fordelt på vagttyper.
Tallene fra Egedal Kommune, Helsingør Kommune, Holstebro Kommune, Ikast-Brande Kommune, Rudersdal Kommune og Tårnby Kommune er ifølge VIVE forbundet med “forholdsvis stor usikkerhed”. Du kan læse mere om usikkerheden i tallene i boksen herunder.
Usikkerhed i tallene - forklaring:
Usikkerheden i opgørelserne er væsentligt større, når man betragter enkeltkommuner, end når man undersøger normeringen på landsplan.
I oversigten indgår kun kommuner, hvor der minimum er tre inviterede plejehjem og to plejehjem, der har besvaret spørgeskemaet fuldt ud (I dette tilfælde 75 ud af 98 kommuner).
Normeringen er opgjort som antal beboere per medarbejder i forhold til den givne vagttype. Der er tale om et gennemsnit på tværs af plejehjem inden for hver enkelt kommune, hvor hvert plejehjem vægter ligeligt.
Tallene fra Egedal Kommune, Helsingør Kommune, Holstebro Kommune, Ikast-Brande Kommune, Rudersdal Kommune, Tårnby Kommune er ifølge VIVE forbundet med “forholdsvis stor usikkerhed”. Det skyldes, at der i kommunen er under tre besvarelser og en besvarelsesprocent på 50 procent eller derunder.
Tallene fra Aabenraa Kommune, Aalborg Kommune, Aarhus Kommune, Esbjerg Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Hedensted Kommune, Hjørring Kommune, Jammerbugt Kommune, Københavns Kommune, Lemvig Kommune, Næstved kommune, Odense Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Roskilde Kommune, Silkeborg Kommune, Skanderborg Kommune, Slagelse Kommune, Vejle Kommune og Vesthimmerlands Kommune er forbundet med “medium usikkerhed”. Her indgår kommuner med tre besvarelser eller flere og med en besvarelsesprocent på kommuneniveau på 50 procent eller derover.
Tallene fra resten af kommunerne er forbundet med “mindre usikkerhed”, fordi der her er tre besvarelser eller flere og med en besvarelsesprocent på kommuneniveau på 50 procent eller derover.
KILDE: VIVE