Stine Askov fik lyst til at skrige ad børnene: I dag ved hun, at hun ikke var den eneste med de svære følelser

Stine Askov forstår godt, hvis man får lidt trækninger ved øjet, når man ser titlen på hendes nye bog.

’Varme hænder’, hedder den.

”Det er fuldstændig rædselsfuldt at sige varme hænder,” udbryder hun, da Fagbladet FOA møder den bogaktuelle forfatter i hendes lejlighed i København.

”Når folk siger det, tror man jo, at omsorgsarbejde bare er at skifte bleer, hælde mælk op i en kop, vaske sår og vende folk. Det er jo ikke det svære. Udfordringen er at skabe en nærværende relation, som er fortrolig og værdig for et andet menneske.”

Den udfordring kender Stine Askov.

For få år siden lagde hun pædagogfaget til side for at blive forfatter på fuldtid. Og selvom hun ofte længes efter de gyldne stunder fra daginstitutionen, er der samtidig meget, hun ikke savner. Alle de problematikker der opstår, når man arbejder med mennesker. Og ikke mindst, at de problematikker aldrig bliver italesat ordentligt.

”Mit mål med ’Varme hænder’ er at vise, at omsorgsarbejde er fyldt med svære følelser. Det er faktisk utrolig vanskeligt at holde styr på de følelser, fordi man hver eneste dag skal lægge sine egne behov til side for at drage omsorg for andre,” siger Stine Askov.

Lysten til at ruske et barn

’Varme hænder’ handler om Camilla, der har sagt sit job op som børnehavepædagog, fordi hun er blevet træt. Træt af at give omsorg til børn med små og store udfordringer, og træt af at bøvle med deres forældre. I stedet søger hun det, der i jobannoncen bliver kaldt ”verdens nemmeste job” – en stilling som handicaphjælper for den kendte forfatter Mathilde.

Et job, der alligevel viser sig ikke at være helt let.

Selv oplevede Stine Askov ligesom romanens hovedperson Camilla, at hun som pædagog blev påvirket af dagligt at måtte undertrykke sine egne følelser.

”Det er ikke gangbart at være irriteret på gamle mennesker, børn eller handicappede, selvom de følelser opstår naturligt i sådan et arbejde. Det er tabubelagt, men vi ved ikke, hvordan vi taler om det,” siger Stine Askov.

For hendes vedkommende havde det også konsekvenser. Pludselig kunne hun have oplevelsen af at blive irriteret på forældre, når de spurgte om noget, der egentlig var relevant.

”Har du set Sunes sommerjakke?”

Jamen, så gå da for helvede selv ud og led efter den skide sommerjakke, kan du ikke se, jeg har travlt, tænkte hun inde i sig selv.

Eller hun kunne pludselig få lyst til at ruske et barn, fordi det råbte og skreg i garderoben – selvom hun aldrig ville gøre det i virkeligheden.

”Og det hjælper jo ikke at råbe ad et barn. Men pludselig bliver man bange, ked af det og frustreret, og så kan man få lyst til at tage det her barn og ruske det, fordi følelsen af irritation, afmagt og frustration bliver så stærk. Men hvor skal man gøre af de her følelser, når vi aldrig snakker om dem?” spørger Stine Askov.

”Jeg tror, jeg til sidst begyndte at læne mig lidt op ad en forråelse. Jeg var nødt til at gøre mig lidt hård for ikke at lade følelserne komme til udtryk. Det er jeg ikke stolt af. Men jeg tror desværre ikke, at jeg er den eneste.”

Du er i sagens natur utilstrækkelig

Hovedpersonen i ’Varme hænder’, Camilla, finder ud af, at der bliver stillet store krav til hende i sit nye arbejde. Hun føler sig utilstrækkelig, fordi hun ikke kan opfylde Mathildes behov. Hun formår aldrig at sætte Mathildes hår på den helt rigtige måde, og den spinat, hun køber, er aldrig god nok.

Camilla føler sig efterhånden dårlig til sit arbejde, og det er skamfuldt for hende, fordi hun føler, hun skal være den bedste til alt.

”Men hvis du føler, du altid skal være den bedste, så vil du i sidste ende føle dig utilstrækkelig,” siger Stine Askov, og uddyber:

”Man er aldrig færdig med at give omsorg. Børn kan aldrig få omsorg nok, og det samme gælder plejehjemsbeboere, indlagte på hospitaler eller folk med handicap. Som velfærdsansat er du i sagens natur utilstrækkelig. Og det er en forfærdelig følelse, for dit job gælder jo liv eller død for de mennesker, du passer på.”

Stine Askov mærker selv som forfatter, at hun vil være den bedste. Pludseligt kan hun føle et behov for at blive knuselsket af sine læsere og få gode anmeldelser i aviserne. Men særligt mærkede hun behovet, da hun var pædagog. Perfekthedskulturen gennemsyrer nemlig, ifølge hende, hele velfærdssektoren.

”Når man arbejder i for eksempel en daginstitution, er der jo hele tiden nogen, der bedømmer ens arbejde. Forældre der undrer sig over, at turdagen ikke blev gennemført, eller hvor man var, da deres barn blev slået i garderoben,” siger hun.

Det er den konstante tvivl om, hvorvidt man er god nok til sit arbejde, og de svære følelser, der følger med, Stine Askov ser som den største udfordring i velfærdsfagene lige nu.

Ikke fordi hun mener, at omsorgssektoren har nok af de der ”varme hænder”, som alle går og taler om. Men fordi hun ikke er sikker på, at løsningen alene er flere kolleger.

”Vi har brug for plads til at kunne indrømme, at vi synes, vores arbejde er svært. Det er svært at indrømme, at vi indimellem ikke har overskud til at give omsorg, fordi vi altid giver så meget af os selv. Særligt fordi vi alle gerne vil være den bedste. Så længe det er sådan, så er det jo nemmere bare at sige: Giv os nogle flere varme hænder.”