Sosu-ansatte oplever utryghed i sommerferien
I en undersøgelse blandt FOAs medlemmer svarer mere end hver tredje social- og sundhedsmedarbejder, at de oplever utrygge situationer i sommerferieperioden på grund af lavere bemanding.
Af
Cecilie Uhre
07. juli 2020
Når kalenderen rammer juli og august, glæder de fleste sig til sommer, sol og familie, men på landets plejecentre og botilbud skal beboere stadig passes.
Selve ferieplanen er mange steder et patchworktæppe af lappeløsninger og de medarbejdere, der er tilbage på arbejdspladserne, skal løbe hurtigt for at få trådene til at holde alle stykkerne sammen.
For flere social- og sundhedsmedarbejdere udmønter det sig i utrygge situationer.
I en undersøgelse blandt FOAs medlemmer svarer mere end hver tredje social- og sundhedsmedarbejder, at de er helt eller delvist enige i udsagnet om, at de oplever utryghed på arbejdet grundet for lav bemanding i sommerferieperioden.
“Ufaglærte er ofte usikre på arbejdet, de mangler viden. Det trækker tænder ud på os fastansatte, da vi hele tiden skal være opmærksomme på vikarens borgere samtidig med vores egne. Jeg bliver psykisk påvirket over de fejl og mangler, der sker. Det træder på min faglige stolthed,” siger en social- og sundhedsmedarbejder i undersøgelsen.
Utryghed
Sarah Walter, der er arbejdsmiljøkonsulent i FOA, fortæller, at der kan være flere grunde til, at der opstår utrygge situationer i sommerferieperioden, når bemandingen er lavere.
“Det kan være, at man arbejder med borgere, der er udadreagerende. Og der kan opstå episoder med vold og trusler. Her kan det være ekstra utrygt, hvis man pludselig står alene, fordi der ikke er tænkt på det,” siger hun.
Men det kan også være på ældrecentre, hvor der skal løbes hurtigere, fordi vagtplanen ikke er dækket tilstrækkeligt. Det kan skabe utryghed i forhold til udførelsen af plejeopgaver, og om de bliver udført godt nok.
Dårligt arbejdsmiljø
Men den lave bemanding kan udmønte sig i mere end utryghed, mener Sarah Walter, for når der ikke er nok ressourcer til at udføre de opgaver, der skal laves, og man som medarbejder føler sig belastet, kan det også skabe en dårligere stemning medarbejderne imellem.
“Når man er presset, opstår der lettere konflikter,” siger hun og understreger, at man slet ikke skal føle sig utryg, når man går på arbejde.
"Det er jo et tegn på, at der er noget galt med arbejdsmiljøet, som arbejdspladsen skal tage hånd om."
Stærkt bekymrende
Formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Torben Hollmann, finder det stærkt bekymrende, at så stor en andel af social- og sundhedsmedarbejdere føler sig utrygge i sommerferieperioden.
“Det duer ikke, at vi kommer ind i en sommerferieperiode, hvor der er travlt, og så skal de samtidigt have ondt i maven,” siger han og opfordrer til, at medlemmerne siger fra på arbejdspladsen.
Samtidigt lægger han op til, at kommunerne kommer i gang med at ansætte flere, så opgaverne kan udføres i trygge rammer.
“Kommunerne har fået blankocheck i forbindelse med covid-19 til at ansætte flere, så det er bare at komme i gang. FOA har presset på længe” siger han.
Kommunernes Landsforening vil ikke kommentere sagen.