Sosu-ansat: Jeg elsker mit job - jeg er ked af mine arbejdsvilkår

På social- og sundhedshjælper Tina Borjas arbejdsplads, et plejehjem i Silkeborg, er der et rør med grønne og røde bolde. Hvis man har haft en god dag, lægger man en grøn bold i, en rød hvis dagen har været dårlig. En dag kigger man på de to rør og ser, at de røde bolde løber over sine kanter, over til de grønne.  

"De røde bolde kvalte simpelthen de grønne" siger Tina Borja. 

Over sommeren har ældreplejen været særligt presset. Der har været færre ansatte, og arbejdet har været hårdere end før. Det er blevet et område, hvor man er vant til hårde arbejdsdage. Vant til ikke at tage sine pauser, til ikke at sidde ned, mens man spiser frokost. Og til ikke at kunne føle den stolthed, man før oplevede ved sit fag. 

"Jeg elsker mit arbejde. Men jeg er ked af, hvordan det er blevet" siger Tina. "Jeg vil ikke være med til, at vi ikke hjælper vores ældre. Det vil jeg simpelthen ikke. Jeg kunne godt tage min taske og løbe skrigende bort. Men det vil jeg heller ikke."

Plejehjem stærkt underbemandede

Fra september 2020 til februar 2021 har en arbejdsgiver i 6.300 tilfælde ikke kunnet besætte en stilling som social- og sundhedsassistent, og 2210 stillinger som social- og sundhedshjælper er ikke blevet besat i samme periode. Det viser en opgørelse lavet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).

Tina Borja kan nikke genkendende til, at der er underbemanding i ældreplejen. Den betyder, at der er for få fastansatte, og at fagligheden daler.

"Jeg er allerede i gang med at planlægge min næste arbejdsdag, når jeg får fri. Det kører inde i hovedet, fordi der er så meget, vi skal. Når vi møder ind, skal vi dokumentere, åbne IPad, sætte vikarer ind i arbejdet. Det giver stress. Der er så mange opgaver, man skal holde styr på i sit hoved." siger hun.

Tina Rubi Søgaard genkender stressniveauet. Hun er også social- og sundhedshjælper og arbejder sammen med Tina Borja. "Jeg har oplevet en kollega, der spæner alene rundt i huset." siger hun, og fortsætter:

"Der er så travlt, lige fra vi møder, at vi dårligt får snakket sammen. Når vi normalt skulle have en pause, kan vi risikere at skulle hjælpe på andre etager, hvor der også er underbemandet. Der er noget hele tiden. Vi har ikke pauser i øjeblikket," siger Tina Rubi Søgaard.

Meget at elske ved jobbet

Det kan være svært at rekruttere nye til ældreplejen. På de to gange Tinas arbejdsplads, er det et krav, at man tager både dag- og aftenvagter. 

"Hvis man har børn, og man gerne vil have dagvagter, kan man ikke få det. Man kan ikke søge stillinger, der kun er dagvagter," siger Tina Borja.

Manglen på medarbejdere, den haltende rekruttering og de hårde arbejdsvilkår, sænker kvaliteten af det arbejde, der bliver lavet. Det er en skam, synes hun. For der er mange ting at elske ved arbejdet.

"Hvis jeg har haft tiden til at sidde med en døende borger for eksempel, og jeg har givet tryghed. Og når jeg kan give de pårørende tryghed. Det er det, der er godt. Så længe jeg kan det, vil jeg gerne blive."

Den faglige stolthed på bagsædet

Men underbemandingen betyder, at de ansatte ofte ikke har tid til at give den tryghed, som man kan finde faglig stolthed i. 

"Der er en yngre borger, der godt kan tage fat i os, som ikke vil have, at vi går. Men man er nødt til at rive sig væk, fordi der ikke er tid til det. Det er hjerteskærende. Det føles forfærdeligt," siger Tina Borja.

Hun fortæller, at der indimellem står en skål slik på et bord, som for at sige: ' I er så gode, I gør jeres bedste'.

"Men jeg vil hellere have mere tid."

For nylig tog en borger fat i Tina på gangen. Han siger til hende, at han er bekymret, og hun spørger, hvad han mener. 

"I løber sådan rundt." svarer han. "Jeg er bekymret for, at du kollapser"