Som ufaglært og elev blev Luz sat til de værste opgaver: ”Jeg blev usynlig og ubetydelig”

Inden jeg begyndte på uddannelsen til social- og sundhedsassistent, arbejdede jeg i forsikringsbranchen i 20 år. Så jeg kender til arbejdspladser med gode vilkår til medarbejderne.

Under mit studie som social- og sundhedsassistent, arbejdede jeg som ufaglært, og jeg synes, at vejen som elev og ufaglært har været meget svær.

Jeg troede, at omsorg og empati var nøglen til dette job, hvor man arbejder med mennesker.

Men jeg oplevede desværre hurtigt følelsen af at være usynlig og ubetydelig.

Jeg oplevede nogle steder at få de værste opgaver som afløser, og at det faste personale ikke betragtede afløsere som kollegaer. Jeg oplevede, at jeg som afløser ikke kunne sige til eller fra, fordi så blev jeg ignoreret resten af dagen. Det var forfærdeligt. Jeg følte ikke, at jeg betød noget for de andre.

Når man er elev, er der retningslinjer for, hvad elever må og ikke må. Alligevel prøvede jeg, at læringsstederne gjorde, som der passede dem bedst.

For eksempel er elever på læringssteder ikke en del af normeringen, men det skete mange gange for mig, at jeg blev betragtet som en fuldtidsmedarbejder. Hvorfor var der ikke nogen, der greb ind?

Det stopper desværre ikke her. Igen, denne gang som elev, oplevede jeg at blive udsat for mere hårdt arbejde end de faste. Jeg skulle ikke kun lave de samme opgaver som de faste - jeg skulle også lave mere rengøringsarbejde.

Elever har ikke nogen ret, og de har ikke nogen stemme, for de frygter, at vejlederen dumper dem. For at holde ”den gode stemning” skal man holde mundet lukket og blive ved at smile.

Jeg har også erfaringer med vejledere, der var drevet af en følelsesmæssige relation. Vi er selvfølgelig bare mennesker, men vejlederne skal været klædt på, og de skal være fagligt forberedt til at lære fra sig. De skal kunne gøre deres elever dygtige til det fag, som de selv er dygtige til. Uanset om man kan lide personen eller ej.

Når man som elev kommer til oplæringssteder med nye øjne, ny viden, og ønsker at gøre det godt, kan det være chok for mange at opleve det her.

Jeg synes, at det er vigtigt, at vejlederne betragter elever som voksne mennesker med egen mening, erfaring og viden. Lige så vigtigt er det, at uddannelseskoordinatoren sætter eleven sammen med en, der passer til opgaven som vejleder.

Nogle gange bragte jeg disse situationer til lederens bord, men uden effekt. I stedet prøvede jeg, at jeg ikke fik flere vagter det pågældende sted.

Det var meget overraskende for mig, at i et fag hvor meget handler om omsorg og mennesker, at der ikke er mere forståelse for medarbejderne.

Hvis bare ledelsen kunne være mere opmærksom på, at når der opstår en situation, så skal de se det som en mulighed for at blive bedre, i stedet for at se det som et problem. Hvis ledelsen ikke er klar og lukker øjnene op, så bliver det aldrig bedre.

Spørgsmålet er, hvornår bliver det bedre? Hvis der ikke er nogen, der tør sige noget, så er det umuligt at ændre på det.

Jeg understreger, at disse ting selvfølgelig ikke sker alle steder.

Lige nu er jeg et dejligt sted, hvor jeg har dejlige kollegaer. For det er netop det: Et sted der er dejligt at være, er på grund af kollegaerne. Opgaverne, du laver, er de samme alle steder. Forskellen er kollegaerne.

Der er flere som mig, som har anden uddannelse og anden joberfaring. Men jeg har valgt uddannelsen, fordi jeg vil gøre en forskel og arbejde med mennesker. Ikke fordi det er den eneste mulighed, jeg har.

Vil du være med i debatten? Så send dit indlæg til juli@foa.dk