Social- og sundhedsassistent i overgangsalderen: ”Jeg er som en elkedel, der buldrer, lige før vandet koger”

Overgangsalderen er et vilkår for halvdelen af verdens befolkning. Alligevel er det sjældent noget, der bliver talt om, og de symptomer, tilstanden kan føre med sig, kan være invaliderende.

Det ved Henriette Kramer, som er social- og sundhedsassistent. Her er hendes historie med overgangsalderen fortalt til Fagbladet FOA.

”Det startede så småt, da jeg var 45 år. Det var ganske lidt, og der kunne gå uger i mellem. Men indenfor de sidste tre år er det intensiveret. Det sidste år har det faktisk været konstant. Jeg har hedeture, muskel -og ledsmerter i knæ, hofter og ankler. Uro og krampe i benene. Ofte, når jeg får de store hedeture, får jeg en frygtelig hovedpine. Det kommer omme fra nakken og breder sig hele vejen om til panden, og så får jeg en giga hedetur. Efter et kvarters tid forsvinder det igen.

Den måde, jeg bedst kan betegne en hedetur, er som en elkedel, der buldrer, lige før vandet koger. Sådan føles det indvendig. Det er indre varme, der er umulig at få ud.

Jeg oplever også det, jeg kalder en vathjerne. Jeg føler, min hjerne er en stor candyfloss. Jeg kan ikke huske, hvad jeg skal, jeg kan ikke huske ord. Jeg glemmer, hvad jeg skal have i supermarkedet. I de situationer føler jeg en stor tomhed.

Specielt i forbindelse med mit arbejde kan jeg stå nogle gange og tænke, at det, de andre snakker om, har jeg aldrig hørt om. Jeg er helt blank. Det kan være simple opgaver, som jeg har stået i flere gange, hvor jeg pludselig bliver megameget i tvivl, og jeg kan slet ikke huske, hvordan jeg gjorde sidst. Er det mon mig, der er dum? Eller er jeg ved at blive smådement? De tanker har strejfet mig.

Det er ikke 24/7, jeg har det sådan, og det svinger fra dag til dag. Det afhænger af, hvordan jeg har sovet. Men generelt har jeg en rigtig dårlig søvn. Jeg vågner, fordi jeg har det varmt, og så skal jeg have dynen af. Så vågner jeg, fordi jeg fryser, og så skal den på igen. Så vågner jeg, fordi jeg skal tisse. Og så starter vi forfra. I 80 procent af tilfældene er jeg lidt en zombie. Træt og uoplagt. Det er ikke ret tit, at jeg tænker, at wauw, jeg er frisk.

Jeg sveder ekstremt meget i vores arbejdstøj. Det er ikke særlig åndbart. Om morgen, når jeg møder ind og rejser mig, så klisterer mine bukser, som om de er limet til min krop.

Jeg synes, jeg bruger flere ressourcer på at være på arbejde i forhold til før, fordi jeg er drænet, og jeg kampsveder og bliver møgtræt. Men jeg er meget pligtopfyldende og passer mit arbejde. Jeg kører bare på. Men hvis vi havde mulighed enten for at møde senere eller få en powernap, tror jeg, det kunne hjælpe på at få noget mere energi til resten af dagen. Et hvil, og så måske nogle bukser, jeg ikke svedte sådan i.

Vi kan sagtens snakke med hinanden om det på arbejdet, men vi gør det ikke så meget. Jeg kan nogle gange føle, at når jeg fortæller andre om de problemer, jeg har i o-alderen, som jeg kalder det, så er der nogen, der kan tænke, om det nu kan passe. At det nok bare er en myte. At man giver overgangsalderen skylden for alting og bruger det som undskyldning.

Men det er ikke noget, vi bilder os ind. Jeg fejler ikke andet, end at jeg er i overgangsalderen. Når jeg snakker om det, er der mange, der spørger mig, om jeg ikke er stresset. Det kan jeg sige med sikkerhed, at jeg ikke er. Stress viser sig ved nogle andre symptomer hos mig. Jeg har ikke ondt i maven over mit arbejde. Jeg kan godt nå mine opgaver, min køreliste hænger sammen, og jeg kan altid ringe ind på kontoret og bede om at få fjernet noget, hvis jeg er presset eller bagud. Det er ikke stress.

Men jeg er lidt skræmt over, hvor meget ravage det laver i kroppen. Overgangsalderen raser i min krop på højeste blus lige nu. Og jeg vil bare sige, at det er en rædselsfuld periode at være i.”