Sne og glatte veje bekymrer Lis: Hjemmeplejen sætter liv og lemmer på spil
Hjemmeplejen kører ud i al slags vejr – også når vejene er glatte. De arbejdsforhold har fået Lis Raaschou, hvis mand får hjemmehjælp, til at råbe op.
i dag kl. 15.06
I sne og slud skal hjemmeplejen ud. Også i minusgrader, når fortove, stier og mindre veje er isglatte.
I Fredericia Kommune cykler hjemmeplejen rundt, og de arbejdsforhold har fået 64-årig Lis Raaschou til at råbe op. Det skriver Fredericia Dagblad.
”Der er nogle forfærdelige cykelstier her i Fredericia Kommune. Hjemmeplejen sætter deres liv og lemmer på spil for at komme ud og hjælpe andre. Det er ufatteligt, at de ikke kan få nogle andre transportmidler til at komme rundt,” siger hun til Fagbladet FOA.
Sikkerhed for plejepersonale
Lis Raaschou modtager ikke selv hjemmehjælp – men det gør hendes mand, Jørgen, hver morgen i hverdagene.
Så Lis, der selv lige er gået på efterløn efter mange års arbejde på et plejecenter, møder dagligt hjemmeplejen, der fortæller om deres problemer med at komme ud til borgerne.
”Hende, der var her i morges, fortalte, at hun var nødsaget til at cykle på fortovene, fordi de trods alt var ryddet og saltet. Hvis politiet opdager det, risikerer hun jo at få en bøde for at cykle på fortovet. Men altså, hvad skal de gøre?” spørger hun retorisk og fortsætter.
”Og jeg har hørt om en hjemmehjælper i år, som er faldet, og som var nødt til at tage på skadestuen.”
Vi sætter stor pris på den omsorg, tålmodighed og forståelse, som borgere og pårørende møder vores medarbejdere med
Signe Lunn Walls, Chef for Senior og Sundhed i Fredericia Kommune
Lis Raaschou bor selv på en vej, hvor der hverken er en ryddet cykelsti eller ryddet for sne i det hele taget. Så i onsdags – da sneen var rigtig slem – var Lis Raaschou ude at skrabe sne foran sin bolig hele tre gange – noget, man som husejer faktisk er forpligtet til.
I hverdage skal fortovet være skrabet for sne, og der skal saltes, mellem syv om morgen til klokken 22 om aftenen. I weekenderne er det først fra klokken otte om morgenen, men stadig til klokken 22.
Men at rydde sne og salte nogle gange om dagen gør Lis Raaschou altså gerne, når det sænker risikoen for ulykker.
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
I et skriftligt svar til Fagbladet FOA skriver Signe Lunn Walls, der er chef for Senior og Sundhed i Fredericia Kommune, følgende:
”Vi lever i et land med årstidsbestemt vejr, som til tider kan være udfordrende. Det kender vi – og det tager vi højde for. I denne periode kan sne, frost og blæst give vanskelige forhold, men vores medarbejdere gør hver dag deres bedste for at planlægge og udføre opgaverne med omtanke for både borgere og kolleger.”
”VI har samtidig stor forståelse for de udfordringer, vejret kan give for alle parter. Derfor sætter vi stor pris på den omsorg, tålmodighed og forståelse, som borgere og pårørende møder vores medarbejdere med.”
Det fylder på Facebook
Lis Raaschous oplevelser er langt fra unikke – det kan man også se i kommentarsporene på Facebook, hvor Fagbladet FOA og FOA har lagt flere opslag ud, der handler om rettigheder i det glatte føre og om arbejdstøj i kulden.
En bruger, der arbejder i hjemmeplejen, skriver for eksempel, at arbejdsgiver ikke giver godtgørelse for, at hun får sat vinterdæk på cyklen, og at det er en hån mod medarbejderne – særligt i vintermånederne, hvor kommunen ikke rydder villavejene, da der er langt større risiko for at komme til skade.
En anden skriver, at hun brækkede sin ankel på vej ud til en borger, fordi der ikke var ryddet sne.
En tredje skriver, at dem, der arbejder om natten, især er udfordret, fordi det jo kun er lovpligtigt som husejer at rydde sne mellem klokken syv og klokken 22.
Du kan læse mere om dine rettigheder i det glatte føre her.
For Lis Raaschou handler det derfor kun om én ting: at hjemmeplejen kan komme sikkert frem – også når vintervejret bider.
Direkte adspurgt om, hvad der skulle stå på et banner, hvis hun skulle lave sådan et, svarer hun prompte:
”Bedre sikkerhed for plejepersonalet”