Slut med års ventetid: Hurtigere erstatning til ansatte udsat for vold

Personale, der i deres arbejde på hospitalet har kontakt med patienter og borgere, er omfattet af forsikringen. Det samme er personale, der er ansat i Akutberedskabets ambulancetjeneste, i Akutberedskabets AMK-vagtcentral, der visiterer sundhedsfaglige opkald til 1-1-2, og ved Akuttelefonen 1813. iStock

Det skal være hurtigere og lettere for personale på hospitaler og i ambulancerne at søge erstatning, hvis de har været udsat for vold eller trusler på jobbet. Det har Region Hovedstaden besluttet.

i dag kl. 12.46

Spark, slag, skældsord og trusler er blevet en større del af hverdagen for de ansatte på hovedstadens hospitaler og i ambulancerne de seneste par.

Og det er ”uacceptabel adfærd,” mener regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Lars Gaardhøj i en pressemeddelelse.

Derfor har han sammen med et enigt regionsråd indført et tiltag, der sikrer, at medarbejderne på hospitaler og i ambulancerne nu bliver dækket af voldsskadeforsikringen ligesom deres kolleger i psykiatrien og på socialområdet.

På den måde bliver det nu lettere og hurtigere at søge erstatning, hvis de oplever vold eller trusler på jobbet.

”Vi har sat 25 millioner kroner af til en pulje til indsatser, der skal styrke trygheden for frontpersonale i somatikken og i Akutberedskabet. Nu sikrer vi derudover, at flere medarbejdere er dækket af voldsskadeforsikringen, hvis de skulle få en traumatisk oplevelse på jobbet. Med forsikringen vil ansatte kunne få udbetalt erstatning efter nogle få uger frem for at vente i op til to år," siger Lars Gaardhøj.

Ligestillet med psykiatri og socialområdet

Siden januar i år har medarbejdere i psykiatrien og på regionens socialområde været omfattet af voldsskadeforsikringen.

Men ifølge loven har regionen ikke været forpligtet til at dække de somatiske hospitaler og akutberedskabet.

"Psykiatri og somatik bliver sammenlagt organisatorisk i januar 2026, og der vil på sigt komme et endnu større samarbejde om patienterne. Det er derfor helt naturligt, at voldsskadeforsikringen bliver udvidet, så de medarbejdere, der giver pleje og behandling til patienter med fysiske sygdomme, også er dækket af voldsskadeforsikring," siger regionsrådsdirektør Jens Gordon Clausen.

"Derudover har vi ønsket at sørge for, at de ansatte er lige godt forsikret, uanset om de er ansat på en psykiatrisk afdeling eller en somatisk afdeling," siger han. 

Sagsbehandlingstid fra år til uger

Voldsskadeforsikringen supplerer den eksisterende arbejdsskadesikring, som dækker, hvis en medarbejder har fået anerkendt, at en arbejdsulykke har givet varige mén.

Voldsskadeforsikringen dækker den ekstra erstatning, som den ansatte kan have ret til efter lov om erstatningsansvar. Det kan for eksempel være tabt arbejdsfortjeneste eller svie og smerte.

At få udbetalt erstatning for vold har før været en lang proces med meget ventetid. Personalet på hospitaler og i ambulancer har indtil nu skulle politianmelde hændelsen og afvente, at en gerningsperson blev dømt, før de kunne få erstatning og godtgørelse.

Men med den nye lov om voldskadeforsikring skal der ikke udpeges en gerningsperson, og det er ikke et krav, at der er sket en politianmeldelse. Forventningen er derfor, at sagsbehandlingstiden vil gå fra to år til få uger.


Fagbladet anbefaler