Skræktal: Se, hvor svært det er at rekruttere medarbejdere i dit fag

Især på social- og sundhedsområdet er det vanskeligt at ansætte kvalificeret arbejdskraft, viser ny rapport. Colourbox

Næsten hvert andet forsøg på at ansætte social- og sundhedspersonale mislykkes. Også flere andre velfærdsfag har store vanskeligheder ved at rekruttere, viser ny rapport.

07. oktober 2021

13.760. Så mange gange mislykkedes det at ansætte en kvalificeret social- og sundhedsassistent eller social- og sundhedshjælper i perioden december 2020 til maj 2021.

Det svarer til, at næsten hvert andet forsøg på at rekruttere en social- og sundhedsmedarbejder var forgæves, viser en ny rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). 

Men også andre FOA-fag som rengøringsassistent og køkkenmedhjælper ligger helt i top på listen fra STAR, når der fokuseres på offentlige velfærdsfag. 

For køkkenmedhjælpere lykkedes det eksempelvis ikke i 42 procent af tilfældene at finde en kvalificeret medarbejder, mens den 'forgæves rekrutteringsrate' var 37 procent for rengøringsassistenter.

 

Tyder på strukturelt problem

At det er så vanskeligt at ansætte kvalificeret arbejdskraft til offentlige velfærdsfag, kommer bag på arbejdsmarkedsforsker og professor på Aalborg Universitet, Thomas Bredgaard.

“Det overrasker mig, at udfordringer med at rekruttere er på så højt et niveau i store dele af den offentlige sektor. I medierne har vi hørt meget om problemer med at rekruttere i blandt andet hotel- og restaurationsbranchen, men ikke, at der også skulle være så massive rekrutteringsudfordringer i det offentlige,” siger Thomas Bredgaard.

Ifølge arbejdsmarkedsforskeren tyder udfordringerne på et ‘strukturelt problem’, som kan løses ved at skrue på flere parametre:

“Man bliver nødt til at kigge på, hvordan man får flere ind på de uddannelser, hvor der er behov. Det er en langsigtet løsning. Så kan man kigge efter udenlandsk arbejdskraft. Hvordan gør vi det mere attraktivt at komme herop og arbejde?” 

“Og så må man kigge på, hvordan man gør det mere attraktivt for folk at blive længere i fagene. Og så handler det uden tvivl også om at forbedre løn- og arbejdsvilkårene,” siger Thomas Bredgaard.

Store konsekvenser for borgere og medarbejdere

De massive rekrutteringsudfordringer har åbenlyse konsekvenser på tværs af FOAs fagområder, lyder det fra forbundsformand i FOA Mona Striib.

“Man er nødt til at skære fra, også i kerneopgaverne. Det giver en lavere kvalitet for borgerne, men også et utilfredsstillende arbejdsmiljø. Oveni er vores medlemmer i frontlinjen til at modtage kritik, fordi borgerne ikke får det, de forventer, og som politikerne faktisk stiller dem i udsigt. Vi havner i en meget negativ spiral, hvor sygefraværet stiger og flere falder fra,” siger Mona Striib.

Derfor er det tvingende nødvendigt at skrue tempoet op for de forskellige aftaler, der de senere år er indgået for at afhjælpe rekrutteringsudfordringer, mener Mona Striib.

“Indsatserne kommer simpelthen for sent i gang, og det betyder, at effekten ikke er der endnu. På ældreområdet fik vi for eksempel ved finansloven sidste år en aftale om flere hænder, og den er først ved at blive udmøntet nu. Det er dybt utilfredsstillende,” siger Mona Striib og tilføjer:

“Men vi skal også kræve, at man udover at sætte økonomi af til at følge befolkningsudviklingen, får fyldt de huller op, som kom efter finanskrisen, hvor man svang sparekniven henover den offentlige sektor ganske voldsomt. Vi står i en situation, hvor man mange steder har en bemanding, som ligger under det niveau, som et nødberedskab kræver, og det nytter ikke.”

Vi havner i en meget negativ spiral, hvor sygefraværet stiger og flere falder fra.

Mona Striib, forbundsformand i FOA

Ifølge Mona Striib er coronakrisen en del af forklaringen på den enorme udfordring med at skaffe kvalificeret arbejdskraft, fordi mange foretrak et bedre betalt job som poder i det private.

“Og det er jo et vink med en vognstang til de offentlige arbejdsgivere om, at der skal gøres noget ved løn- og arbejdsvilkårene,” siger Mona Striib.

KL: Det truer kernevelfærden

I Kommunernes Landsforening vækker den massive rekrutteringsudfordring på tværs af faggrupper ligeledes bekymring.

“Det truer kernevelfærden, hvis vi ikke kan få tilstrækkeligt med kvalificerede medarbejdere, og det kan ikke løses med et fingerknips. Det kræver et langt, sejt træk, hvor alle aktører tager ansvar. Både i dag og om ti år," lyder det i en skriftlig kommentar fra Michael Ziegler, formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.

"Derfor er KL kommet med en rekrutteringshandlingsplan for ældreområdet, der består af 26 konkrete anbefalinger til både kommuner, stat og sosu-skolerne. Et af planens indsatser går for eksempel på, at det skal være mere attraktivt at vælge en uddannelse som sosu-hjælper eller sosu-assistent. Men der er allerede mange gode initiativer i gang. Vi har for eksempel igangsat et storstilet fuldtidsprojekt, der skal få flere kommunale medarbejdere op i tid,” lyder det videre fra Michael Ziegler.