Otte ud af ti får symptomer:I Danmark er det et tabu, i England støttes kvinder i overgangsalderen

Over halvdelen af de britiske kvinder har oplevet en eller flere episoder, hvor de ikke var i stand til at arbejde på grund af symptomer fra overgangsalderen. Colourbox

I England har sundhedsvæsenet indført forskellige tiltag for at passe på medarbejdere i overgangsalderen. I Danmark er det stadig tabu, siger forsker.

07. august 2024

Bordvifter mod hedeture, modificerede arbejdsuniformer, fleksible arbejdstider eller 'menopause-mentorer'.

Det er eksempler på initiativer, som engelske arbejdspladser har indført for at hjælpe kvinder i overgangsalderen til at få det bedre på jobbet trods deres symptomer.

Hver fjerde britiske kvinde mellem 40 og 60 år svarer, at deres arbejdsplads har politikker eller ordninger for at støtte kvinder i overgangsalderen. Det viser undersøgelsen ”Menopause and the Workplace” fra 2022.

Blandt andet har det britiske sundhedsvæsen udsendt en national vejledning, som skal oplyse medarbejdere og ledere om overgangsalderen som fænomen. Som kvinde i overgangsalderen ansat i det britiske sundhedsvæsen kan man derfor få fleksible arbejdstider, bedre temperaturregulering på arbejdspladsen og mulighed for at få ændret arbejdsopgaver, hvis de er for svære at udføre på grund af symptomer fra overgangsalderen.

Årsagen til tiltagene er, at der er stor mangel på sundhedspersonale i det britiske sundhedsvæsen, og at man ønsker at fastholde og støtte de kvinder, der døjer med symptomer fra overgangsalderen.

Stadig tabubelagt i Danmark

I Danmark mangler der også personale i sundhedsvæsenet, men der er ingen offentlige vejledninger eller initiativer fra sundhedsmyndighederne til, hvordan medarbejdernes overgangsalder skal håndteres.

”Vi har ikke en offentlig samtale om, hvad overgangsalderen indebærer, selv om det er et grundvilkår, halvdelen af befolkningen har. Det kan være særligt ømtåleligt at tale om på arbejdspladsen, fordi det meget hurtigt kan fremstå som et handicap, en besværlighed, som hverken kvinderne eller arbejdspladsen er interesseret i. Det er stadig relativt tabubelagt og påfaldende underbelyst,” siger Janne Gleerup, der er lektor og ph.d. på Center for Arbejdslivforskning på RUC til Fagbladet Sygeplejersken

Spørger man Søs Wollesen, der er læge på hospitalet i Region Sjælland og underviser danske virksomheder i overgangsalderen, er det på tide, at vi får den samme bevågenhed på overgangsalderens betydning for kvinders arbejdsliv og giver dem mulighed for fleksibilitet.

”Hvis en kvinde har haft 20 svedeture om natten og ikke har sovet, så kan det være, at hun ikke skal møde ind klokken otte om morgenen. Hvis det er muligt for virksomheden med mere fleksibilitet, kunne det være fint at give plads til det,” siger hun til TV 2.

FOA: Mere hensyn i forskellige livsfaser

Det britiske sundhedsvæsens tiltag kunne man sagtens kopiere i Danmark. Det mener fagpolitisk ordfører i FOA, Maria Klingsholm.

”Vi ved, hvor meget det kan påvirke nogen at gå gennem overgangsalderen. Arbejdsgiverne bør generelt se mere på og tage mere hensyn til, hvilke livsfaser deres medarbejdere er i – uagtet om det er kvinder i overgangsalderen eller gravide for eksempel. Jeg ville tage imod det med kyshånd, hvis der kommer flere af den slags tiltag, og jeg tror på, at man ville se en positiv effekt på sygefraværsstatistikken,” siger hun.

”Det handler også i Danmark om at turde tage snakken og i bund og grund få brudt et tabu. Selvom vi siger, vi er et oplyst land, er der rigtig mange ting, vi ikke ved nok om, og som vi ikke taler nok om. For eksempel overgangsalder,” siger Maria Klingsholm.

Hvad er overgangsalder?

Overgangsalderen er betegnelsen for tiden før og efter, at æggestokkene ophører med at producere æg. 

Symptomer på overgangsalderen kan være blødningsforstyrrelser, svedeture, psykiske påvirkninger, søvnforstyrrelser, knogleskørhed og tørre slimhinder. 

Man regner med, at cirka 20 procent af alle kvinder har minimale gener af overgangsalderen og ikke mærker andet, end at menstruationen holder op. De øvrige 80 procent har gener i forskellig grad.

Kilde: Sundhed.dk