Ny opfindelse skal hjælpe mod smerter og sygefravær

Mange af FOAs medlemmer oplever arbejdsrelaterede smerter. Nyt målesystem kan bane vejen for et bedre arbejdsmiljø.
i dag kl. 12.33
Forflytninger. Rengøring på høje hylder. Løft af børn.
Hverdagen for FOAs medlemmer er fyldt med bevægelser og opgaver, der kan belaste kroppen.
Men nu ser det ud til, at der er hjælp på vej til at skabe et bedre fysisk arbejdsmiljø.
Vi ved, at der er mange socialt- og sundhedsansatte, som oplever smerter
Rasmus Kildedal, akademisk medarbejder på NFA
Ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har de opfundet et nyt system - Motus. Det skal hjælpe med at stille skarpt på, hvordan landets ansatte bevæger sig i deres arbejde, og hvornår de er mest belastede.
"Vi oplever, at det er en stor øjenåbner for folk, når de sort på hvidt kan se, hvordan de bruger kroppen i løbet af deres arbejdsdag,” siger Rasmus Kildedal, der er akademisk medarbejder på NFA.

Hjælp til den enkelte
Men hvordan fungerer Motus så? Jo, nu skal du høre. Det er et særligt digitalt system, der består af en bevægelsesmåler og en app, som registrerer data om medarbejdernes bevægelser, arbejdsstillinger og aktiviteter.
Bevægelsesmåleren er trådløs og kan sættes fast på låret, ryggen, læggen og skulderen. Når den er placeret, går den i gang med at indsamle og analysere data og sende det ind i appen.

Det bidrager med viden om medarbejderens arbejdsmiljø, som giver arbejdspladsen en forståelse for de udfordrende stillinger, de forskellige medarbejdergrupper arbejder. På den måde giver det muligheden for at planlægge og tilrettelægge arbejdsdagene, så arbejdsmiljøet bliver bedre.
Samtidig gør målingerne, at forskerne over tid kan indsamle store mængder data på tværs af arbejdspladser rundt om i hele landet. Viden, som løbende kan føre til bedre anbefalinger til arbejdsmiljø og tiltag på arbejdspladserne, som kan forebygge smerter og sygefravær.
“Vi ved godt, at der for eksempel er mange socialt- og sundhedsansatte, som oplever smerter,” siger Rasmus Kildedal og fortsætter:
“Men vi har ikke den mere præcise forståelse af, hvordan de bevæger sig, hvor længe de opholder sig i udfordrende stillinger, og hvordan det påvirker kroppen. Det får vi forhåbentlig nu.”
I dag indsamler man den fornødne viden gennem for eksempel spørgeskemaer, som medarbejderne har svaret på. Men det kan være svært at huske og gengive, præcis hvordan man har bevæget sig i løbet af en dag.
Derfor har der været en del usikkerhed forbundet med den metode, som med fordel kan suppleres med bevægelsesmålingerne.
Mange oplever smerter
40 procent af FOAs medlemmer oplever arbejdsrelaterede smerter.
Jo hyppigere medlemmerne oplever smerter, desto mere tilbøjelige er de til at overveje at forlade deres fag eller branche.
Yderligere svarer 30 procent, at de dagligt eller flere gange om ugen må tage smertestillende for at kunne passe deres arbejde.
KILDE: Arbejdsmiljøet blandt FOAs medlemmer i 2022
En forskel i hverdagen
I første omgang er Motus blevet brugt i forbindelse med et forskningsprojekt, hvor udvalgte medarbejdere har testet systemet.
Næste skridt er at gøre Motus tilgængeligt og anvendeligt på på flere arbejdspladser, som selv skal være med til at indhente data om medarbejdernes bevægelser og arbejdsstillinger.
Og på den længere bane håber Rasmus Kildedal, at systemet kan udbredes så meget, at landets arbejdspladser vil kunne bestille - eller endda selv udføre - målingerne, når der er behov for det.
“Jeg håber virkelig, at vi kan lykkes med at lave det så anvendeligt og nemt at gå til, at dem, der har hænderne nede i arbejdet, også kan se værdien af at bruge systemet,” siger han og fortsætter:
“Hvis det rent faktisk kan hjælpe folk i deres dagligdag, så har vi jo virkelig gjort en forskel.”