Når kolleger bliver modstandere: Sådan skaber pressede arbejdsvilkår falske konflikter
3:07
Den ene overpræsterer i det skjulte. Den anden laver kun det allermest nødvendige. Pressede arbejdsvilkår skaber konflikter mellem kolleger. Men konflikterne er ikke ægte, for årsagen er uholdbare mestringsstrategier, forklarer psykolog Dorthe Birkmose.
i dag kl. 15.59
En social- og sundhedshjælper knokler i det skjulte for at nå alt det, der ikke er tid til, og overpræsterer for at opretholde en faglig standard, hun kan være stolt af.
Til gengæld har hendes kollega besluttet kun at gøre præcis det, hun er ansat til. Hverken mere eller mindre.
Den første bliver irriteret over, at den anden ikke “tager ansvar”. Den anden bliver vred over, at den første “dækker over forringelserne”.
Vi bliver irriterede på hinanden, fordi vi har forskellige mestringsstrategier
Dorthe Birkmose, psykolog
En klassisk konflikt på en presset arbejdsplads, fortæller Dorthe Birkmose. Men ifølge psykologen er der tale om en ’pseudo-konflikt’.
“Det er ikke en ægte konflikt. Vi bliver irriterede på hinanden, fordi vi har forskellige mestringsstrategier. Men vi har ikke nogen konflikt, for vi vil præcis det samme: at hjælpe de mennesker, der har brug for det,” forklarer hun.
En bred vifte af strategier
Årsagen til disse pseudo-konflikter er moralsk stress. Den konstante, dårlige samvittighed, der opstår, når man forhindres i at udføre sit arbejde ordentligt.
For at overleve i ubehaget udvikler medarbejdere en række forskellige mestringsstrategier, forklarer Dorthe Birkmose, som ser en bred vifte af disse strategier hos ansatte i velfærdsfag.
Det kan være den åbenmundede ’kritiker’, den hemmelige ’skyggearbejder’ eller den, der praktiserer ’quiet quitting’.
Andre forsøger at flygte fra den dårlige samvittighed ved at gå ned i tid eller forlade faget, mens nogen fastfryser i tavshed og farlig selvcensur.
Andre igen føjer sig gennem passiv resignation eller ved at udvikle en forrået robusthed, hvor de lukker ned for følelserne for at holde ud.
Behov for at fokusere på problemet
Pointen er, understreger Dorthe Birkmose, at ingen af strategierne løser det grundlæggende problem. De er forsøg på at dulme en dårlig samvittighed, men ændrer ikke på det, der skaber den. I stedet skaber de grobund for misforståelser og frustrationer kolleger imellem.
Skyggearbejderen, der overpræsterer, føler, at kollegaen med quiet quitting svigter borgerne.
Omvendt føler den, der praktiserer quiet quitting, at skyggearbejderen svigter kollektivet ved at skjule, hvor presset systemet i virkeligheden er.
Det er her, Dorthe Birkmose insisterer på, at fokus skal flyttes.
For løsningen er ikke at pege fingre ad kollegaens strategi. Det er at fjerne årsagen til, at strategierne overhovedet er nødvendige.
“Vi må ikke stirre os blinde på konflikterne, for de er ren overflade,” siger psykologen og fortsætter:
“Vi skal have fat i, hvorfor vi bliver nødt til at bruge de her strategier. Og det er på grund af den moralske stress. Og grunden til, at den moralske stress opstår, er, fordi vi har nogle vilkår, som forhindrer medarbejderne i at udføre et arbejde, de kan stå inde for.”
Forstå de otte strategier
Dorthe Birkmose inddeler strategierne i fire overordnede kategorier: Kamp, flugt, fastfrysning og føjelighed.
Bliv klogere på dem herunder.
De tre ’kamp’-strategier: Den åbne og skjulte modstand
Kritikeren: Denne medarbejder siger åbent fra, stiller kritiske spørgsmål og nægter at følge regler, der strider mod fagligheden.
Som karakteren Katrine i filmen Hjem kære hjem er hun den, der siger: "Skal vi virkelig finde os i det her?" Ulempen er, at kritikeren ofte ender som “brok-røven”, der ødelægger den gode stemning og bliver upopulær hos både kolleger og ledelse.
Quiet quitting: En mere passiv-aggressiv kamp, hvor man beslutter sig for kun at gøre præcis det, man er ansat til. Man møder og går til tiden og følger alle procedurer til punkt og prikke – men giver intet ekstra.
Ulempen er tab af arbejdsglæde, og at systemet risikerer at kollapse, da det ifølge Dorthe Birkmose kun hænger sammen, fordi mange overpræsterer.
Skyggearbejde: Den hemmelige kamp, hvor man i det skjulte bryder reglerne for at opretholde en faglig standard, man kan være stolt af.
Ligesom hovedpersonen Sofie i filmen Hjem kære hjem, når hun koger rigtig havregrød eller laver spejlæg i stedet for at følge retningslinjerne og bruge mikroovnen.
“Jeg har jo stor respekt for de mennesker, der snyder og svindler sig til at hjælpe andre,” siger Dorthe Birkmose, men advarer: “Det går ikke, for de overpræsterer sig selv i stykker.”
3:06
De to flugt-strategier: Den fysiske og mentale flugt
Den reelle flugt: Man går ned i tid, søger et andet job i samme branche eller forlader faget helt for at redde sit eget helbred og familieliv. Det er imidlertid ifølge Dorthe Birkmose ”katastrofalt” at dem, ”som mærker deres moral allerstærkest, også forlader faget allerhurtigst.”
Pseudoarbejde: En mere skjult flugt, hvor man begraver sig i meningsløst arbejde for at undgå de svære, borgerrettede opgaver. Man får travlt med at skrive ligegyldige retningslinjer, holde møder uden indhold eller udfylde skemaer, der aldrig bliver læst. Man er travl, men man mister tilfredsstillelsen ved at gøre en reel forskel.
1:43
Fastfrysnings-strategien: Den farlige tavshed
Man bliver tavs og handlingslammet, selvom man har en masse på hjerte. Det er en basal overlevelsesreaktion på noget, der føles for vanvittigt at være i.
Man pålægger sig selv selvcensur og tænker: “Der er alligevel ingen, der lytter, så fra nu af siger jeg ikke mere.”
Ifølge Dorthe Birkmose er dette den farligste strategi af alle.
“Hvis ingen ved, hvad du slås med, kan ingen hjælpe dig, og så står du helt alene med problemerne. Dansk forskning viser, at selvcensur er hovedårsagen til langvarigt sygefravær. Vi kan ikke tåle at tie stille,” siger hun.
1:40
De to undvige-strategier: Når man underkaster sig
Passiv resignation: Man bøjer nakken og overbeviser sig selv om, at “sådan er vilkårene jo bare.” Man trykker på pyt-knappen og accepterer tingenes tilstand.
Denne form for handlingslammelse er tæt forbundet med depression på grund af håbløsheden.
Forrået robusthed: Man ifører sig et psykisk teflon-lag og “galvaniserer sig selv indefra” for at kunne holde til det, man egentlig ikke kan holde til. Man bliver hård for at overleve.
Dette er kernen i forråelse – en proces, hvor man underkaster sig umenneskelige vilkår ved at lukke ned for sin egen medmenneskelighed.
2:20
