Når ingen tør sige det højt: Sådan håndterer Dilemmaklubben kollegaen, der lugter

Vinduerne bliver åbnet, når kollegaen kommer ind i frokoststuen. For hun lugter af sved – og måske mere end det. Men i stedet for at tale med hende om det, snakker kollegerne med hinanden om det bag hendes ryg – og flytter sig, når hun kommer ind i rummet.

”Det er så frygteligt, både for de borgere, hun er hos – for de ældre kan jo ikke bare fjerne sig - for os kolleger, men også for hende,” skriver Carla, der er kollega til medarbejderen, hvis odør fylder på plejecenteret i Dilemmaklubben med Malin.

Hun har det selv vildt ubehageligt med situationen og ved ikke, hvordan hun skal løse den.  

”Hun må da opdage, at der bliver åbnet vinduer, når hun kommer, og at folk ikke sætter sig ved siden af hende, fordi hun lugter grimt.”

Jeg kaster op

”Jeg synes de er nogle røvhuller alle sammen,” udbryder Louise Brandstrup helt spontant, der til daglig arbejder i Børnehaven Amsterdamvej. Og det er ikke, fordi hun ikke forstår, at kollegerne ikke kan holde lugten ud. Selv bliver hun på grund af sin egen lugtesans kaldt for snuden af sine veninder.

”Hvorfor er der ikke nogen, der har sagt det til hende? Det forstår jeg ikke. Men jeg vil slet ikke kunne være i det. Jeg kaster op.”

For eksempel stod hun selv i en situation i sit træningscenter, hvor der fast kom en fyr, der havde det samme tøj på hver gang, og beskeden til hans personlige træner var: ”Hvis ikke du gør det, så gør jeg det.”

”Jeg havde også en kollega, hvor det blev mig, der skulle sige det. Jeg havde købt en Rexona og sagde, at ’jeg ved, det her er meget følsomt, og det er ikke rart, men jeg bliver simpelthen nødt til at være ærlig over for dig og sige, at du lugter af sved.”

Om det var grænseoverskridende?

”Ja, men det er mere grænseoverskridende at skulle spise frokost et sted, hvor det lugter sådan,” mener hun.

Eksklusion og udelukkelse

Pædagog Rasmus Fog-Nielsen, der arbejder i ungeværk i Nordvest i København, er enig.

”Jeg er så glad for, at jeg aldrig har skullet sidde i den situation. Det er jo grænseoverskridende af dimensioner.”

Men snakken er helt nødvendig, mener han.

” Kraftig kropslugt kan jo føre til eksklusion og udelukkelse. Der er ikke andet at sige end at det er ekstremt vigtigt at tage den snak – for kollegaens skyld, for de andre kollegers skyld og for borgernes skyld.”

Hans råd ville være, at den, der har den bedste relation til kollegaen skal forsøge at tage snakken.

”Og så er der også en leder der sover her. Det er ikke holdbart.”

Alle taler om hende – ikke med

Anette Stocholm, der tog landet med storm, da hun var med i Hotel Romantik, men også er tidligere sygehjælper blandt andet på Frederiksberg Hospital har også prøvet at tage den svære – men helt nødvendige – snak.

”Jeg har selv prøvet det. For når alle taler om det, så synes jeg ikke det er ok at åbne vinduer. Jeg italesatte det, fordi folk begyndte at tale om det.”

- Hvordan gjorde du?

”Jeg sagde: ’Ved du hvad, det er ikke for noget, men du har en meget kraftig lugt. Hun blev faktisk lidt glad for at jeg sagde det til hende, og jeg kendte hende også. Men det var da voldsomt.”

Skriv til Dilemmaklubben med Malin

Vi vil gerne høre fra dig også, så hvis du har et dilemma om dit eget arbejdsliv, eller noget, du har svært ved at kombinere med arbejdslivet, så Så skriv til dilemma@foa.dk.

Du kan være helt anonym, og vi hjælper med at skrive det. Og panelet ville elske at give dig et bud på en løsning.