Når gaven bliver til en forbandelse: "Reglerne er vores beskyttelse"
Nogle borgere bliver kede af det, når du siger nej til deres gave. Men gør det alligevel. Sådan lyder det fra Dilemmaklubben, for ellers kan det gå lige galt, som det gjorde for Cecilies kollega.
i dag kl. 11.19
Cecilies kollega sagde høfligt nej. Igen og igen afslog han tilbuddet om lærreder, pensler og farver fra en borger, som delte hans passion for maleri. Borgeren kunne ikke længere bruge udstyret selv og var bange for, at det bare ville blive smidt ud. Men han blev ved. Til sidst sagde kollegaen ja tak og tog det med hjem.
Men det skulle han aldrig have gjort.
Det skriver Cecilie i et brev til podcasten Dilemmaklubben med Malin. For selv om kollegaen fortalte både leder og kolleger om det og senere afleverede materialerne tilbage til familien efter borgerens død, endte sagen med en tyverianmeldelse mod ham.
”Det har chokeret os alle sammen,” skriver Cecilie til panelet og fortæller, at hele medarbejderstaben nu frygter at blive anklaget for tyveri.
”Hvordan undgår vi, at borgerne bliver kede af det. Skal vi begynde at sige nej til de allermindste ting af frygt for at blive anklaget for tyveri,” spørger hun.
Nogle gange er det hele arven
Det klare svar er ja, lyder det fra panelet i Dilemmaklubben.
Og her er de helt på linje med FOAs jurister, der har udarbejdet denne guide om at tage imod gaver fra borgere.
”Vi må ikke tage imod ting,” siger Clara Foverskov, der er social- og sundhedsassistent og har sagt nej til gaver mange gange. Ikke en gang en buket blomster har hun takket ja til.
”Så skal de stå i personalestuen. Det er for at beskytte dig selv, for pårørende kan skifte mening. Eller de kan have en oplevelse af, at borgeren ikke har været ved sine fulde fem, og at du derfor som ansat har udnyttet situationen.”
Tv-personligheden Carolyne Kaddu Rasmussen, der har en fortid som social- og sundhedshjælper, er fuldstændig enig.
”Jeg har været i faget i 25 år. Hvert år var der nogen, der ville give noget. Nogle gange var det hele arven. Men selv om det er noget uskyldigt, kan de pårørende være uenige, så det er bare no go,” siger hun.
Ok at være ked af det
Og det gælder også, når borgeren insisterer og bliver ked af det.
”Det er ok at have de her følelser. Men det er endnu vigtigere at sige, at jeg ikke har behov for det her. At jeg får løn for mit arbejde, så hvad hvis vi sætter det ud i afdelingen, så andre kan bruge det.”
Tip Fagbladet FOA
Har du en ide eller et tip til en historie Fagbladet FOA skal se nærmere på? Det kan være både positive og kritiske historier om dit arbejde, dit arbejdsliv og dine arbejdsforhold. Du kan trygt kontakte os, vi bruger ikke noget, uden du ved det. Du kan kontakte os på redaktionen@foa.dk
Louise Brandstrup, der er pædagogmedhjælper, er enig, men og uenig.
”Jeg hører, hvad i siger, men i mit inderste er jeg dybt uenig. Det er også selv om, jeg ikke kan argumentere mod reglerne, og hvad der er rigtigt og forkert,” siger hun.
Hun har svært ved at være i et samfund, hvor der er så lidt rummelighed, at et menneske ikke kan få lov til at vise, at hun eller han sætter pris på et andet menneske.
”Min egen mormor elskede for eksempel at give sine hjemmehjælpere noget, fordi hun var så glad for dem.”
Plejehjem er en krise i sig selv
Louise Brandstrup har selv taget imod både vin og flotte kopper fra forældre i hendes børnehave.
Men det er noget andet, mener Clara Foverskov.
”Vi står med skrøbelige mennesker i en sårbar situation. Jeg vil mene, at det er en form for krise at bo på plejehjem, og de pårørende er også i krise. Derfor kan der hurtigt opstå en uheldig situation.”
Også selv om det kan føles småligt, mener Carolyne.
”Reglerne er vores beskyttelse.”
