Monica elsker sit job, men savner anerkendelse: “Politikerne forstår ikke, hvad det kræver"

Når Monica Charlotte Thrane Månsson møder ind på plejecentret Solvang i Vordingborg, ved hun aldrig, hvordan dagen kommer til at udfolde sig. 

Men hun ved, at hun skal være klar. Til at aflæse stemninger, skabe ro og give beboerne, der ofte lever med demens, den bedst mulige dag.

– De kan måske ikke huske, hvad jeg hedder, eller hvad vi har lavet. Men de kan huske den gode følelse. Og det er det fedeste i hele verden at kunne give dem den, siger social- og sundhedsassistenten.

Hun brænder for faget, for menneskene og for den forskel, hun og kollegerne gør hver eneste dag. 

Alligevel savner hun noget: Ressourcer og anerkendelse fra politikerne.

“De forstår simpelthen ikke, hvad det kræver at udføre det her job,” siger hun. 

“Jeg tror ikke, det bunder i ond vilje, men i ren og skær uvidenhed om, hvordan tingene foregår i vores hverdag.”

“Kan ikke tidssætte en-til-en-kontakt”

Ifølge Monica bliver der ofte talt om værdighed, demensvenlighed og selvbestemmelse, når snakken falder på ældreplejen. 

Men hun føler hverken, at tiden eller bemandingen følger med.

– Tid koster penge. Og man kan ikke tidssætte en-til-en-kontakt med mennesker med demens. Det tager den tid, det tager, siger hun.

Følelsen af at mangle anerkendelse deler Monica med mange af FOAs medlemmer. 

I en medlemsundersøgelse svarer 46 procent af social- og sundhedsassistenter og -hjælpere, at de i ringe grad eller slet ikke føler, at deres fag får den anerkendelse, det fortjener.

Se min faglighed

For Monica handler anerkendelse dog ikke kun om ros og pæne ord fra de politiske rækker.

Det handler om at blive set som fagperson. 

– Først og fremmest kunne de jo stoppe med at kalde os for “varme hænder”. Det er faglighed, der gør, at vi er gode til vores arbejde, siger hun.

I løbet af en helt almindelig dag observerer hun små ændringer i borgernes trivsel og arbejder blandt andet med reminiscens, ernæring og relationer – ofte samtidig. 

Opgaver, der kræver, at hun trækker på mange forskellige kompetencer fra værktøjskassen. 

– Det er ikke bare at hjælpe med et toiletbesøg eller at tale med en borger. Der foregår enormt meget, mens vi gør det, siger hun.

“Vi trækker i samme retning”

Alligevel føler Monica sig heldig. For i hverdagen får hun anerkendelse fra både kollegerne, borgere og ledelsen. 

– Jeg er landet et sted, hvor ledelsen virkelig kæmper for os og for de værdier, vi arbejder efter, fortæller hun.

Anerkendelsen kommer sjældent som store ord eller klapsalver, men i små handlinger. 

Det kan være en tommel-op på gangen, en kollega, der tager opvasken, eller et simpelt “tak for i dag”, når vagten slutter. 

– Det gør, at man føler sig som et hold. At vi trækker i samme retning, selvom der kan være travlt, siger hun.

Og det er vigtigt, understreger Monica. For når man arbejder med mennesker – og er noget for andre hele dagen – kræver det både faglighed, fællesskab og en hånd på skulderen i ny og næ, lyder det.