Møder du fordomme? "Sig til dem, at du elsker dit fag. Den kan man umuligt komme tilbage på"

Panelet i Dilemmaklubben er Clara Foverskov, Louise Brandstrup, Carolyne Kaddu Rasmussen. Vært er Malin Schmidt
"Vi skal stå stærkt i os selv. Der er ikke andre, der gør det for os," lyder det fra Dilemmaklubben om fordomme mod omsorgsfag. Signe Kaalund Jensen

Hvordan tackler jeg snerten af pinlighed over ikke at være blevet til mere, spørger Jeppe, og Dilemmaklubben svarer: Spørg dig selv, hvem der sætter dagsorden i dit liv.

i dag kl. 09.08

Uddannelsessnobberi, frygten for fordomme og en følelse af, at andre tænker, at alle da kan blive social- og sundhedsassistenter.

Den slags tanker kan mange af FOAs medlemmer genkende, også social- og sundhedsassistenten Jeppe Kaagaard Almdal, der her i Fagbladet FOA fortalte om en følelse af ikke at have gjort det helt godt nok uddannelsesmæssigt.

Også selv om han i selve arbejdet og i det nærvær, der opstår mellem borgerne og ham, føler, at han er havnet det helt rigtige sted.

”Hvordan tackler jeg den snert af pinlighed, jeg nogle gange mærker over ikke at være blevet til mere?” spørger han panelet i Fagbladet FOA-podcasten Dilemmaklubben med Malin, der er rørende enigt.

”Det begynder med os selv.”

Fortæl de gode historier

Det er den eneste og den rigtige vej, lyder det fra Clara Foverskov, der er social- og sundhedsassistent på Nordsjællands Hospital.

Hun mener i virkeligheden, at Jeppe – lige som hun selv – er heldig. Og derfor skal han begynde at fortælle om de gode historier. Der, hvor han gjorde en forskel. Der, hvor han sørgede for at et andet menneske fik det bedre.

”Han burde tænke: Jeg har fundet min hylde. Hvor er jeg privilegeret, at jeg har fundet den. Der findes så mange mennesker i Danmark, der arbejder i job, de ikke synes er fede, men han har fundet sit fag,” lyder det fra Clara Foverskov.

Sæt dagsorden

Det er ikke, fordi panelet ikke kan følge ham. De genkender alle den følelse, som Jeppe fortæller om.

Louise Brandstrup, der er pædagogmedhjælper, fortæller, at hun i perioder har følt, at hun skulle forsvare sig over for andre, der måske mente, at hun burde have videreuddannet sig.

”Men jeg var virkelig glad for der, hvor jeg var, og hvor jeg udviklede mig helt vildt.”

Også Carolyne Kaddu Rasmussen, der er kendt fra tv-programmet 'Helt Sort', er tidligere social- og sundhedshjælper og i dag sygeplejerske, kan huske, at de tanker fyldte mere tidligere i hendes liv.

”Men hvem sætter dagsorden i hans liv? Det gør han selv. At være stolt af sit fag og det man gør, er virkelig et privilegium. Jeg siger altid, at jeg bærer mit fag med stolthed, uanset hvad jeg gør. Og jeg gør det 100 procent.”

Her hjælper et helt særligt morgenritual, der fungerer som et powerboost for hende:

”Jeg har en rutine hver eneste morgen – og det skal være lige, når du står ud af sengen, for der ser vi virkelig mærkelige ud – hvor jeg ser mig selv i spejlet og siger: Jeg elsker dig. Du gør det godt. Og i dag, da tager vi simpelthen alle udfordringer op.”

Du skylder ikke nogen noget

Så til Jeppe og alle jer, der tvivler: Stå stærkt, lyder det fra et enigt panel.

”Du behøver ikke at svare folk, når de kommer med deres ting. Bare lad det fare.”

Clara er enig: ”Man skylder ikke nogen noget.”

Og så kan du have en lille virtuel seddel i baglommen, mener Louise. Altså ikke en rigtig, men en seddel, du kan tænke på hver gang, du møder en reaktion, hvor du skal komme med et svar.

”En lille virtuel seddel, hvor der bare står: ’Jamen, det kan godt være, du har det sådan. Men jeg elsker mit arbejde.’ Den er svær at komme tilbage på.”

Lyt til flere podcast her på siden

Og skriv til dilemma@foa.dk, hvis du har et dilemma, Dilemmaklubben skal diskutere. Du kan være helt anonym, og vi hjælper dig med at skrive det. 

Læs mere på foa.dk


Fagbladet anbefaler