Mobilen som flugtvej – eller en vigtig del af pausen? Få ekspertens råd

Colourbox

Smadrer det kollegaskabet at koble af med sin telefon i frokostpausen? Eller kan det være et velfortjent afbræk fra relationsarbejdet? Svaret er ikke helt sort/hvidt, mener arbejdslivsforsker.

24. marts

Pauser handler ikke kun om at hvile benene.

Det handler også om at koordinere, udveksle erfaringer og lufte for dagens udfordringer.

Alligevel kan mobilen hurtigt blive vores foretrukne pausepartner. I fag, hvor relationsarbejde fylder meget, kan det være en lettelse at få et øjebliks ro fra samtaler og krav. Men hvis alle vender sig mod skærmen, hvad sker der så med den pausekultur, der binder kollegaerne sammen?

Professor, Annette Kamp, som til daglig forsker og underviser i Arbejdsliv ved Roskilde Universitet, forklarer, at mobiltelefonen ikke nødvendigvis skal opfattes som pausens skurk.

Lyt også til 'Dilemmaklubben med Malin', hvor de vender, hvad man skal sige til kolleger, der bruger de fælles pauser på at sidde med hovedet i mobilen.

”Det kan også være voldsomt, hvis man altid i sin pause skal forholde sig til arbejdsmæssige problemer. Så på den måde synes jeg ikke, at mobilbrug nødvendigvis er dårligt. Det kan være en aflastning i forhold til et arbejde, hvor man har mange relationer i spil konstant og hele tiden snakker,” siger Annette Kamp.

Restitution eller social dræber?

Arbejdslivsforskeren har lavet undersøgelser blandt lærere på folkeskoler, hvor ansatte ikke orkede pauser blandt kolleger.

”Medarbejdere kunne simpelthen ikke overskue at gå til frokost, fordi de synes, at nu trængte de til en halv time til at restituere sig lidt, uden at skulle forholde sig til andre.”

Der er ingen tvivl om, at pauser spiller en rigtig stor rolle.

Annette Kamp, Professor

Men selvom det kan være rart at koble af på telefonen, er pauserne også vigtige for kollegaskabet, påpeger forskeren.

”Der er ingen tvivl om, at pauser spiller en rigtig stor rolle. De spiller også en rolle for at koordinere, lære af hinanden og det, jeg ville kalde debriefing, at man ligesom læser lidt af,” siger hun.

”Det er også en måde at holde fast i noget social udveksling, som er vigtigt på en arbejdsplads og for sammenhængskraften.”

Onsdagsfrokost

Mobilforbrug i pauserne er derfor ikke sort/hvidt, mener Annette Kamp. Hun kan sagtens kan genkende, at en pausekultur bliver smadret af, at alle sidder med hovedet ned i telefonen.

En god måde at imødekomme en sådan udfordring på arbejdspladsen er, mener forskeren, at sætte nogle rammer om pauserne.

”Det kan være onsdagsfrokost, hvor man har aftalt, at man kan få lov til at sidde og slappe af og snakke om konfirmationen i søndags for eksempel. På den måde kan man bidrage til at opretholde en pausekultur, hvor man også plejer relationerne imellem kolleger, hvilket er vigtigt på en arbejdsplads,” siger arbejdslivsforskeren.

Tid til tandlægetiden

En anden vigtig pointe er adgangen til privatlivet på jobbet, mener Annette Kamp.

I velfærdsfag har man ikke altid haft adgang til computer eller telefon – modsat andre fag, hvor arbejdsdagen altid har foregået bag skrivebordet, og man derfor har kunnet fikse private ting på computeren. Det giver mobiltelefonerne i dag velfærdspersonalet mulighed for i pauserne.

”Der er jo også mange gode ting, der bliver ordnet – tandlægeaftale, lægetid, eller børn, der ringer og spørger, om de må gå hjem med en ven. Så det giver muligheden for at andre ting kan ordnes på en fiks måde,” siger Annette Kamp.

Derfor handler det om, mener arbejdslivsforskeren, at debatten om mobiltelefoner skal nuanceres, og man skal respektere, at folk slapper af på forskellige måder.


Fagbladet anbefaler