Mathias var i tvivl:Her er tre ting, du bør overveje, inden du deler din diagnose med din leder
Psykolog Maiken Håkonsson giver her tre råd til hvad, du skal overveje, inden du deler din diagnose med din arbejdsplads.
27. maj
Psykolog Maiken Håkonsson møder ofte klienter, der lige som Mathias i Dilemmaklubben føler, at de sidder med en kæmpestor hemmelighed. De er bange for, at kolleger eller ledere finder ud af, at de har angst, adhd eller autismespektrumforstyrrelser. Og de overvejer, om de skal dele, bare for at få luft.
”Jeg oplever det igen og igen, og jeg må sige, at det kommer virkelig meget an på arbejdspladsen og lederen, om det giver mening at dele,” siger Maiken Håkonsson, der har specialiseret sig i adhd og autisme og ofte bliver brugt som rådgiver på arbejdspladser, hvor spørgsmålet ofte dukker op.
Du kan høre Mathias' dilemma i podcasten her.
Afhænger af situationen
”Hvis man er tryg og har det godt med sin leder, så vælger mange at fortælle om det. Men der er også nogle, der er ængstelige og tøver, selv om arbejdspladsen er god. Det kan føles skræmmende, for hvad nu hvis. Og så er der nogle, der tøver, fordi de faktisk ikke er på en god arbejdsplads,” siger hun og konkluderer:
”Hvis man ikke er tryg i forhold til lederen eller kollegerne, giver det mening. I det tilfælde ville jeg ikke råde nogen til at sige det.”
Det handler altså om, hvorvidt man føler, at man kan stole på sin leder og på sine kolleger.
”Det er alfa og omega, at man føler sig tryg. Det kræver psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Det er derfor, det er svært at give et generelt råd om, hvorvidt man skal sige det eller ej.”
Men Maiken Håkonsson giver gerne tre gode råd til de overvejelser, du kan gøre dig, inden du letter dit hjerte hos chefen.
-
1
Hvorfor vil du dele?
Nogle klienter deler, fordi de bare gerne vil have luft. Andre, fordi de har brug for tilpasninger i deres arbejde. Og nogle deler i en højere sags tjeneste: Fordi de ønsker, at der skal gøres op med tabuet på arbejdspladsen.
Det er alt sammen gode grunde, mener Maiken Håkonsson.
”At fortælle om den store hemmelighed er en kæmpe ting og kan føles som en stor lettelse, hvor alene det, at man ikke skal skjule det længere, faktisk kan hjælpe på symptomerne. Alene det kan gøre, at man for eksempel oplever mindre angst.”
-
2
Hvad vil du ikke dele?
Det er også vigtigt at overveje, hvor meget du vil sige. Du behøver jo ikke at komme med hele din livshistorie. Din leder har ikke krav på noget. Du behøver ikke engang at sige, at du har den eller den diagnose, understreger Maiken Håkonsson.
”I virkeligheden kan du nøjes med at sige, at du har nogle behov, som er blevet mere og mere vigtige for dig. Eller at du er følsom. Det kan være alt, din leder har brug for at vide for, at det gør en reel forskel for dig.”
Samtidig bør du have nogle overvejelser om, hvor meget du vil sige. For den information, du giver, kan også hjælpe din leder.
”Mange ledere vil vildt gerne støtte, men er usikre på, hvordan de kan hjælpe. Det kan give dem følelsen af slet ikke at være klædt på til opgaven. Men det er ikke meningen, at lederen skal kende til alt om adhd, selv om de måske tror, at de skal for at være en god leder.”
-
3
Hvad vil du have ud af det?
At overveje, hvad du vil opnå med samtalen, skærper også overvejelserne om, hvad du vil sige. Hvis du for eksempel har brug for tilpasninger i dit arbejde, så er det det, samtalen skal dreje sig om.
Det kan være, at lange møder først på dagen dræner dig så meget, at du ikke har energi til resten af dagen. Og det er der jo råd for: Nemlig at lægge møderne sidst på dagen i stedet, holde dem korte og måske begrænse antallet.
”Jeg havde en klient, som blev fuldstændig drænet af frokostpausen med kollegerne, fordi det sociale krævede for meget af ham. Han fandt i stedet på undskyldninger, og så tog han ud og kørte en tur i stedet. For ham var det altså ikke arbejdet, men pauserne, der var opslidende, og det kan man jo gøre noget ved,” siger Maiken Håkonsson og nævner et andet eksempel:
”En anden klient fik måske et angstanfald en gang om måneden, og når det skete, gik han i fitnesscenteret. Det hjalp. Aftalen blev, at han havde lov til at tage ned og træne, så snart det skete. Bare tanken om, at muligheden var der, gjorde, at han ikke fik brug for det.”
