Maddiker, misbrug og konflikthåndtering: Sådan håndterer René fra sociolancen et krævende job

Første stop på dagens 12 timers vagt er et besøg hos en borger, som dagen forinden modtog behandling for betændte sår, der var fyldt med maddiker. Ved næste arbejdsopgave, er René Pedersen mægler mellem et alkoholisk ægtepar, der er uenige. Der er også tid til at køre en borger på hospitalet til observation efter indtagelse af store mængder alkohol.

Ja, paletten af arbejdsopgaver hos Sociolancen spænder bredt. Det er noget, som den socialfaglige medarbejder og medstifter af Sociolancen, René Pedersen, kan skrive under på. Siden 2015 har han været en del af det akut udkørende hold af sundheds- og socialuddannede medarbejdere, som yder social førstehjælp til udsatte borgere i København.

Her kommer de kørende med omsorg og hjælp til mennesker, som er misbrugere, psykisk syge, hjemløse eller lignede.   

”Jeg tror ikke alle er egnede til at få et job som mit. Man skal være utrolig god til at lægge oplevelser fra sig, når man ikke er på arbejde. Hvis man ikke er i stand til det, så sætter det sig i kroppen og i sindet”, fortæller han.

Grænser har rykket sig

Igennem sit arbejde har René set og mødt lidt af det hele. Han har set lejligheder, hvor borgere bor under sundhedsskadelige forhold, som kan involvere skadedyr, afføring på gulv og mug i væggene. På det punkt kan han godt mærke, at han efter mange år i feltet er blevet en smule hærdet i forhold til, hvad der gør indtryk:

”Jeg er overbevist om, at mine grænser har rykket sig i det her job. Det bliver jeg opmærksom på, når politiet beskriver fuldstændig kummerlige boligforhold, og jeg selv tænker: ”Her er da ikke så slemt”.

Som medarbejder er han med til at vurdere, om borgeren skal tilbydes en social rengøring, hvor kommunen sørger for, at lejligheden bliver beboelig igen. Det er dog ikke alle, som har lyst til at tage imod håndsrækningen. Han har derfor lært at acceptere, at det ikke er alle, som kan hjælpes.

Omsorg helt inde fra hjertet

At arbejde med socialt udsatte kan sommetider være overvældende.

René Pedersens bedste råd til andre i lignende stillinger er derfor, at man skal turde åbne sig for kollegaerne i forhold til grænser og følelser. Der findes nemlig ingen mennesker, der kan eller skal håndtere det hele selv:

”Det er vanvittig vigtigt, at vi som medarbejdere passer på os selv og hinanden. Vi skal turde sige til hinanden, når noget har gjort indtryk, ellers overlever man ikke i det job her”, uddyber han.  

Samtale er Renés vigtigste værktøj, når han er ude ved en borger. Han tager sig tid til at høre deres historie, og han haster ikke videre til næste opgave, selvom der er andet, der venter. Det vigtigste for ham er at borgere mærker den omsorg, han kommer med. Den kommer nemlig helt inde fra hjertet:

”Når jeg hører deres historie, kan jeg godt nogle gange sidde med følelsen af, at hvis jeg havde været udsat for de her ting, så kunne det lige så godt være mig, der havde brug for hjælp,” afslutter han.