Kend din ret: Må chefen forstyrre dig i din fritid?

iStock

Du har fået fri fra arbejde og ligger på sofaen, men så vibrerer telefonen. Det er din chef, der ringer. Men må chefen det?

21. januar

Fagbladet FOA har allieret sig med konsulent i FOA Overenskomst Tony Selvig, som her forklarer, hvor meget chefen egentlig må forstyrre dig i din fritid.

  1. 1

    Må min arbejdsgiver kontakte mig i min fritid?

    Når du holder ferie, er reglerne klare: Din arbejdsgiver må kun kontakte dig i helt særlige tilfælde. Men situationen er anderledes, når du har fri – hvad enten det er efter arbejdstid eller på en fridag.

    Du kan se her, hvad der gælder, hvis din chef kontakter dig i ferien

    I din fritid må din chef gerne tage kontakt, men det skal ske med respekt for, hvad der er rimeligt og nødvendigt.

  2. 2

    Har jeg pligt til at svare?

    Du har ikke pligt til for eksempel at svare telefonen eller besvare e-mails, når du har fri, medmindre det fremgår af din ansættelsesaftale, din overenskomst eller på anden måde er aftalt.

  3. 3

    Gælder det som overarbejde?

    Hvis det er aftalt i din ansættelsesaftale eller overenskomst, at du kan forstyrres i fritiden, vil du ofte blive betalt for pligten. Det kan for eksempel blive kaldt for rådighedsvagt eller udkaldsbestemmelser.

    Uanset om det er aftalt eller ej, vil udgangspunktet være, at hvis kontakten er mere end en kort samtale, eller hvis din arbejdsgivers kontakt til dig medfører en eller anden form for arbejdsrelateret aktivitet, så skal din tid betales som overarbejde.

  4. 4

    Hvad må min chef kontakte mig vedrørende?

    Grænsen for, hvad det er rimeligt at kontakte dig med i din fritid, kan man forsøge at lave aftaler om på arbejdspladsen.

    Det er helt i orden at forsøge at finde en akut afløser for en sygemeldt kollega, mens at vagtplanlægningen for næste måned skal finde sted i arbejdstiden.

    Et uopsætteligt arbejdsrelateret spørgsmål kan også være i orden, men kun hvis det ikke kan vente, til du møder på arbejdet næste gang.


Fagbladet anbefaler